87.5.2. Om transporttid til og fra kurser skal medregnes ved diætberegningen

29-07-1987

Hovedstadsrådet havde spurgt Indenrigsministeriet, i hvilket omfang transporttid til og fra kurser skulle medregnes ved blandt andet diætberegningen.

Indenrigsministeriet udtalte blandt andet følgende:

Rejsetidens indregning i den diætgivende møde/kursustid var af en sådan karakter, at der altid inden for et døgn skulle foreligge en “diætberettigende begivenhed” - et møde eller et kursus mv. - før rejsetiden kunne tillægges nogen selvstændig retlig betydning.

Rejsetiden dagen før et møde eller et kursus mv. skulle således medregnes i mødetiden/kursustiden på den dag, hvor mødet/kurset afholdtes — rejsetiden havde herefter alene betydning for de møder/kurser, der varer mindre end 4 timer. Rejsetid, der fandt sted inden for et døgn, hvor der ikke afholdtes møde/kursus, kunne ikke udløse en diæt.

Konsekvensen af dette var bl.a., at der ikke kunne ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste de dage, hvor der ikke afholdtes diætberettigende møder/kurser, men alene “rejse”.

Opmærksomheden henledes på, at kommunalbestyrelsesmedlemmer efter den dagældende lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 313 af 20. juni 1984) § 16, stk. 3, kunne ydes diæter ved siden af det faste vederlag for visse andre kommunale hverv og kurser m.v., og at spørgsmålet om diætberegning var reguleret i den dagældende lov om kommunernes styrelse § 16, stk. 5. Den dagældende § 16, stk. 3, svarede til § 16 a, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 69 af 23. januar 2024).

Indenrigsministeriets telefonnotat af 29. juli 1987 vedr. en henvendelse fra Hovedstandsrådet