En borger havde rettet henvendelse til indenrigsministeren vedrørende en kommunes praksis med hensyn til opkrævning af gebyrer for udsendelse af rykkerskrivelser.
Indenrigsministeren oplyste generelt bl.a., at det fulgte af gebyrloven, jf. lov nr. 939 af 27. december 1991, at kommunerne havde hjemmel til at bestemme, at der skulle opkræves et gebyr på højst 200 kr. for udsendelse af rykkerskrivelser i forbindelse med opkrævning eller inddrivelse af visse restancer.
Det var den enkelte kommunalbestyrelse, der bestemte, hvorvidt der skulle opkræves gebyrer, og hvor stort gebyret i givet fald skulle være i den pågældende kommune. Gebyret kunne dog højst udgøre 200 kr. pr. skrivelse. Der var ikke fra Indenrigsministeriets side fastsat yderligere retningslinjer for kommunernes opkrævning af de omhandlede gebyrer.
Indenrigsministeren bemærkede endvidere, at kommunernes udsendelse af rykkerskrivelser kunne anses som en service over for borgerne, idet alternativet kunne være, at kommunerne med det samme sendte de kommunale krav til udpantning med deraf følgende omkostninger for borgerne.
Opmærksomheden henledes på, at ordene ”eller inddrives” i gebyrlovens § 2, stk. 2, udgik ved § 10, nr. 2, i lov nr. 430 af 6. juni 2005, samt at maksimumsbeløbet på det gebyr, der kan opkræves efter gebyrloven, ved lov nr. 1093 af 29. december 1997 blev ændret til 250 kr., jf. gebyrlovens § 2, stk. 4 (nu stk. 3). Se senest lovbekendtgørelse nr. 56 af 23. januar 2018.
Indenrigsministeriets brev af 28. august 1992 til en borger
- 2.k.kt., j. nr. 1992/1171/851-1