Justitsministeren var af folketingsmedlem Lilli Gyldenkilde i spørgsmål nr. S 33 blevet spurgt, om der i lovgivningen var hjemmel til, at kommuner opkrævede et gebyr for udsendelse af rykkerskrivelser m.v., hvis størrelse oversteg de med udsendelsen forbundne sagsomkostninger.
Indenrigsministeriet udtalte i den anledning over for Justitsministeriet, at betingelserne for, at en kommunalbestyrelse kunne træffe beslutning om opkrævning af gebyrer ved udsendelse af erindringsskrivelser i henhold til gebyrloven, jf. lov nr. 939 af 27. december 1991, var således, at der ikke i den øvrige lovgivning var fastsat særlige regler om opkrævning af gebyrer ved udsendelse af erindringsskrivelser, at der var tale om ydelser, der blev opkrævet eller inddrevet af kommunen, og at ydelserne i lovgivningen var tillagt udpantningsret.
En kommunalbestyrelses beslutning om at opkræve et gebyr, der højst udgjorde 200 kr., var således hjemlet i gebyrloven, og en kommunalbestyrelses fastsættelse af et gebyr på 200 kr. i henhold til gebyrloven ville derfor være lovlig, uafhængigt af den konkrete restances størrelse og uanset, om de faktiske omkostninger, der var forbundet med kommunens udsendelse af en erindringsskrivelse, kunne opgøres til mindre end 200 kr.
Indenrigsministeriet udtalte endelig, at der i bemærkningerne til forslaget til gebyrloven bl.a. var anført, at det i øvrigt forudsattes, at kommunens almindelige inddrivelsesmønster opretholdtes, og at indførelse af hjemmel til gebyrer ikke gav anledning til en hyppigere anvendelse af erindringsskrivelser, end der var saglig begrundelse for.
Opmærksomheden henledes på, at ordene ”eller inddrives” i gebyrlovens § 2, stk. 2, udgik ved § 10, nr. 2, i lov nr. 430 af 6. juni 2005, samt at maksimumsbeløbet på det gebyr, der kan opkræves efter gebyrloven, ved lov nr. 1093 af 29. december 1997 blev ændret til 250 kr., jf. gebyrlovens § 2, stk. 4 (nu stk. 3). Se senest lovbekendtgørelse nr. 56 af 23. januar 2018.
Indenrigsministeriets brev af 27. oktober 1992 til Justitsministeriet
- 2.k.kt., j. nr. 1992/1110/11-1