En amtskommune havde spurgt Indenrigsministeriet, hvorvidt amtskommunen lovligt kunne træffe beslutning om uden at kræve refusion at betale for (en del) af oprydningen på en række privatejede parceller, hvor amtskommunen i henhold til den dagældende miljøbeskyttelseslovs § 41, stk. 1, jf. stk. 4, og § 69, stk. 1, nr. 2, havde meddelt påbud om bl.a. udskiftning af overfladejord og rengøring/støvsugning med henblik på fjernelse af forurening.
Baggrunden for amtskommunens forespørgsel var, at det i sagen omhandlede påbud var blevet påklaget til i sidste instans Miljøklagenævnet, der havde fundet, at påbuddet om fjernelse af forureningen på parcellerne ikke havde den fornødne hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 41. Miljøstyrelsen havde herefter meddelt Indenrigsministeriet, at påbuddet var bortfaldet, idet miljøbeskyttelseslovens § 69 efter styrelsens opfattelse ikke selvstændigt kunne danne baggrund for oprydning på fremmed grund.
Indenrigsministeriet udtalte, at amtskommunen ikke kunne påtage sig økonomiske forpligtelser i forbindelse med oprydning på de i sagen omhandlede parceller, medmindre der forelå lovhjemmel hertil. Det måtte på baggrund af Miljøstyrelsens udtalelse antages, at en sådan hjemmel ikke fandtes i Miljøministeriets lovgivning. Da der heller ikke i øvrigt var lovhjemmel til, at amtskommuner kunne yde tilskud til de berørte borgere, ville amtsrådet således ikke lovligt kunne afholde udgifter i forbindelse med den omhandlede oprydning.
Ministeriet tog ikke herved stilling til, hvorvidt amtskommunen på erstatningsretligt grundlag kunne være forpligtet til at betale for oprydningen.
Indenrigsministeriets brev af 10. december 1993
- 4.k., j.nr. 1993/122/035-3