En borger havde blandt andet ønsket oplyst, om kommunalpolitikere havde pligt til at modtage vederlag og i givet fald, hvilke konsekvenser det måtte medføre, hvis man afviste at modtage vederlaget. Borgeren havde endvidere forespurgt om politiets adgang til at trække deres ansatte i løn ved deltagelse i møder i kommunalbestyrelsen eller lignende.
Indenrigsministeriet udtalte blandt andet, at det fulgte af § 16, stk. 9, i lov om kommunernes styrelse, at enhver var forpligtet til at modtage de ydelser, der tilkom den pågældende efter reglerne i lovens § 16, stk. 1-8.
Indenrigsministeriet kunne i den forbindelse oplyse, at der ikke var knyttet nogen strafferetlig sanktion til det forhold, at et kommunalbestyrelsesmedlem ikke ønskede at modtage de ydelser, der tilkom den pågældende.
Indenrigsministeriet oplyste endvidere om, at der ikke fandtes almindelige regler om ret til fravær fra arbejdet uden lønafkortning med henblik på deltagelse i politisk arbejde. For tjenestemænd i staten, der varetager et borgerligt ombud, f.eks. hvervet som kommunalbestyrelsesmedlem, fandt reglerne i Finansministeriets bekendtgørelse nr. 536 af 25. november 1985 med senere ændringer om tjenestefrihed og løn afkortning anvendelse. Efter disse regler ydedes tjenestefrihed mod lønafkortning ved varetagelse af lønnede ombud/hverv. Til varetagelse af ulønnede hverv ydedes tjenestefrihed uden lønafkortning i indtil 240 arbejdstimer pr. kalenderår, svarende til 6 uger. Andre statsansatte havde en tilsvarende ret, jf. Finansministeriets cirkulære nr. 128 af 25. november 1985.
Indenrigsministeriets brev af 31. januar 1996 til en borger, 4.k.
- j.nr. 1995/1300-17