97.5.13. Om diæter og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til tilforordnede vælgere

16-10-1997

En kommune havde over for Indenrigsministeriet rejst spørgsmål om forholdet mellem bestemmelserne om vederlæggelse i lov om kommunernes styrelse og bestemmelserne om udbetaling af diæter i den kommunale valglov til kommunalbestyrelsesmedlemmer, der er valgstyrere eller tilforordnede vælgere.

Indenrigsministeriet udtalte, at det var Indenrigsministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsesmedlemmer i lighed med ikke-kommunalbestyrelsesmedlemmer havde krav på diæter også i forbindelse med varetagelsen af hvervene som valgstyrer eller tilforordnet vælger.

Da varetagelse af hverv efter den kommunale valglov udløste diæter, ville der ikke kunne ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med varetagelsen af de pågældende hverv, jf. § 16, stk. 6, (efterfølgende ændret til § 16, stk. 7) og § 16 a, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse.

Som anført i bemærkningerne til den kommunale valglovs § 18, stk. 3, ydedes der ikke diæter til borgmestre, jf. vederlagsbekendtgørelsens § 18, stk. 4, (efterfølgende ændret til § 19, stk. 5).

Indenrigsministeriets skrivelse af 16. oktober 1997 til en borgmester, 4. kommunekontor, j.nr. 1997/1304/677-1