Indenrigsministeriets brev af 14. maj 1997
En amtskommune havde anmodet Indenrigsministeriet om en vejledende udtalelse om lovlighed af et forslag til regulativ vedrørende amtsrådsmedlemmers deltagelse i kurser og kursuslignede arrangementer.
Efter den dagældende bestemmelse i § 16, stk. 1, litra c, i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 615 af 18. juli 1995) omfattede kommunalbestyrelsesmedlemmets faste vederlag deltagelse i kurser m.v., der af kommunalbestyrelsen ansås for at have betydning for varetagelsen af de under litra a og b nævnte hverv.
Indenrigsministeriet henviste til, at Indenrigsministeriet i et brev af 24. september 1996 til Amtsrådsforeningen (resumédatabasen 96.5.8) havde udtalt, at det var Indenrigsministeriets opfattelse, at afgørelseskompetencen i henhold til § 16, stk. 1, litra c, i lov om kommunernes styrelse ikke kunne delegeres til økonomiudvalget eller et stående udvalg. De praktiske problemer, der måtte være forbundet med dette delegationsforbud, kunne eventuelt afhjælpes ved udarbejdelse af generelle regler – f.eks. i et særligt regulativ – for, hvilke kurser m.v. amtsrådet anså for at have betydning for varetagelsen af de i § 16, stk. 1, litra a og b, nævnte hverv.
Det er således amtsrådet, der skulle tage stilling til, om et kursus eller lignende kunne anses for at have betydning for hvervet. Det fulgte heraf, at i det omfang dette skøn udmøntedes i generelle regler, skulle disse i det væsentlige udtømme skønnet, således at det i overvejende grad beroede på objektivt konstaterbare kendsgerninger, om et kursus tiltænkt et amtsrådsmedlem var omfattet af den pågældende bestemmelse.
Indenrigsministeriet forstod forslaget til regulativ således, at alle amtsrådsmedlemmers tilmeldinger til deltagelse i kurser og kursuslignende arrangementer, der ikke var omfattet af opremsningen i regulativets § 3, stk. 1, fortsat skulle forelægges amtsrådet.
Indenrigsministeriets brev af 13. juni 1997
Amtskommunen rettede efter modtagelsen af Indenrigsministeriets brev af 14. maj 1997 på ny henvendelse til Indenrigsministeriet vedrørende en ændret udformning af forslaget til regulativ.
Det fremgik af § 3, stk. 4, i forslaget til regulativ, at kurser af almen karakter med væsentlig betydning for varetagelsen af hvervet som amtsrådsmedlem tillige ansås for relevante.
Indenrigsministeriet udtalte blandt andet, at denne bestemmelse overlod det til det enkelte amtsrådsmedlem i samarbejde med administrationen at afgøre, om et kursus havde betydning for varetagelsen af hvervet. Der var dermed tale om en delegation, som amtsrådet efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke lovligt kunne beslutte. Ministeriet fandt det i den forbindelse ikke afgørende, at det efter den foreslåede bestemmelse krævedes, at det pågældende kursus skulle være af almen karakter, og at betydningen heraf skulle være væsentlig.
Indenrigsministeriets skrivelse af 14. maj 1997 til en amtskommune, 4.k., j.nr. 1997/1304/042-1
Indenrigsministeriets skrivelse af 13. juni 1997 til en amtskommune, 4.k., j.nr. 1997/1304/042-1