KL havde spurgt Indenrigsministeriet, om kommuner kunne opkræve aftalegebyrer i forbindelse med borgernes henvendelser om afdragsordninger. Gebyret opkrævedes til dækning af restancens opretholdelse i EDB-systemet, udskrivning, udsendelse og bogføring af girokort, betalingskontrol mv.
Indenrigsministeriet udtalte, at det måtte antages, at gebyrloven ikke indeholdt en udtømmende angivelse af, i hvilke tilfælde der kunne opkræves gebyrer for ekspeditioner i kommuner. Ministeriet henviste til, at formålet med loven havde været at skaffe sikker lovhjemmel til opkrævning af gebyrer på et begrænset område, og at der ikke var holdepunkter i lovteksten eller i lovens bemærkninger for, at man med loven havde ønsket at afskære muligheden for at opkræve gebyrer på ulovbestemt grundlag.
Indenrigsministeriet oplyste herefter, at spørgsmålet om, hvorvidt der på ulovhjemlet grundlag kunne opkræves gebyrer for ekspeditioner, var behandlet af Folketingets Ombudsmand i FOB 1987.47 samt i Forvaltningsret af Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., 1994, s. 212-15.
Indenrigsministeriet udtalte herefter, at i den af KL beskrevne situation, hvor borgeren henvendte sig til kommunen med ønsket om at få stillet en ydelse (en afdragsordning) til sin rådighed, ville der i de situationer, hvor det var forudsat i loven, at der kunne indgås afdragsordning, f.eks. i bistandslovens § 27, stk. 1, ikke være lovligt på ulovbestemt grundlag at opkræve et gebyr.
For så vidt angår de situationer, hvor loven ikke tog stilling til spørgsmålet, overvejede Indenrigsministeriet, om der var en ubetinget adgang for en kommune til at indgå en aftale om afdragsordninger med borgere. Der antoges at gælde en helt generel pligt for kommuner til i alle deres forhold at handle økonomisk forsvarligt. Dette indebar, at en kommune skulle søge at inddrive sine tilgodehavender som effektivt som muligt. Kommunen antoges dog også at kunne tage hensyn til udsigten til at kunne inddrive en fordring i forhold til omkostningerne ved at søge fordringen inddrevet. Dette indebar, at kommunen ikke kunne indgå en afdragsordning, såfremt kommunen uden (relativt) store omkostninger kunne få inddrevet gælden. Kunne kommunen imidlertid lægge til grund, at skyldneren ikke havde aktiver, der kunne gøres udlæg i, ville kommunen være berettiget, dog ikke forpligtet, til at indgå en afdragsordning.
I det tilfælde, hvor det var muligt at indgå afdragsordninger, var kommuner som udgangspunkt ikke afskåret fra at kræve aftalegebyrer. Aftalegebyrer var således kendetegnet ved, at det var frivilligt for borgeren at få ydelsen fra det offentlige, og at der lå en aftale til grund for den offentlige ydelse henholdsvis borgerens betaling.
Det måtte dog antages at være en betingelse for at kunne opkræve aftalegebyrer, at betalingen ikke oversteg udgifterne ved at stille ydelsen til rådighed. Kravet om, at gebyrerne skulle være omkostningsbestemte betød, at betalingen af gebyret ikke samlet måtte give det offentlige en indtægt.
En række af de ydelser, for hvilke kommunerne indgik afdragsordninger om, ville være omfattet af gebyrlovens § 3. Betingelserne for, at en kommunalbestyrelse kunne træffe beslutning om opkrævning af morarenter i henhold til gebyrlovens § 3 ved for sen betaling af en ydelse, var således, at der ikke i den øvrige lovgivning var særlige regler om opkrævning af morarenter ved for sen betaling af den omhandlede ydelse, at den omhandlede ydelse var tillagt udpantningsret, og at den omhandlede ydelse blev opkrævet af kommunen.
Såfremt der opkrævedes morarenter for kommunens fordring mod den pågældende, var det endvidere en betingelse for, at der kunne opkræves omkostningsbestemte gebyrer, at morarenterne ikke i sig selv dækkede de omkostninger, kommunen havde, fordi gælden ikke betaltes på én gang, men i afdrag. Morarenter og gebyrer opkrævet på ulovbestemt grundlag kunne samlet set således ikke overstige kommunens omkostninger ved at indgå en aftale om en afdragsordning og det rentetab, kommunen led ved ikke at have den skyldige ydelse til disposition.
Indenrigsministeriets brev af 2. juli 1997 til KL
- 4.k.kt. j. nr. 1997/1170-1