Folketingets Ombudsmand havde anmodet Indenrigsministeriet om en udtalelse om tilsynets kompetence i forhold til en amtskommunes afskedigelse af en medarbejder.
Indenrigsministeriet udtalte, at Indenrigsministeriet fører tilsyn med, at kommunerne overholder lovgivningen, jf. den dagældende § 61 i lov om kommunernes styrelse. Ordet lovgivning forstås i én henseende indskrænkende, idet det med støtte i forarbejderne til den dagældende kommunale styrelseslov var fast antaget, at de kommunale tilsynsmyndigheder ikke kunne tage stilling til privatretlige spørgsmål og spørgsmål vedrørende uoverensstemmelser mellem en amtskommune og dens ansatte.
Det faldt således uden for Indenrigsministeriets kompetence at tage stilling til, om ansættelsesretlige betingelser var opfyldt i forbindelse med en amtskommunes afskedigelse af en medarbejder. Indenrigsministeriet kunne dog i sager af privatretlig karakter og om uoverensstemmelser mellem en amtskommune og dens ansatte tage stilling til, om en amtskommune havde tilsidesat offentligretlig lovgivning, herunder offentligretlige retsgrundsætninger, jf. betænkning 996/1983.
Indenrigsministeriet havde i den konkrete sag foretaget en vurdering af, om amtskommunen havde overholdt forvaltningslovens regler om begrundelse og partshøring samt den ulovbestemte partshøringspligt ved uansøgt afskedigelse.
I den konkrete sag var det uomtvistet, at amtskommunen alene havde lagt vægt på det lovlige kriterium "samarbejdsvanskeligheder". I overensstemmelse med grundsætningen om, at tilsynsmyndighederne ikke kunne tage stilling til en amtskommunes skønsudøvelse i et tilfælde som det foreliggende, hvor skønnet var udøvet inden for de rammer, som den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om saglig forvaltning fastlagde, havde Indenrigsministeriet ikke foretaget nogen nærmere bedømmelse af de omhandlede samarbejdsvanskeligheder.
Særligt vedrørende det af ombudsmanden rejste spørgsmål om proportionalitetsprincippet bemærkede Indenrigsministeriet, at proportionalitetsprincippet ikke havde nogen selvstændig betydning for den forvaltningsretlige vurdering af afskedigelsesafgørelsens lovlighed, som tilsynet havde kompetence til at foretage, idet vurderingen af afgørelsens proportionalitet var sammenfaldende med en vurdering af, om de omhandlede samarbejdsvanskeligheder var af et sådant omfang og havde en sådan karakter, at de kunne begrunde afskedigelse af den pågældende. En sådan vurdering var en skønsmæssig vurdering, som den pågældende amtskommune som ansættelsesmyndighed havde foretaget i den konkrete sag, og som Indenrigsministeriet ikke kunne tage stilling til.
Indenrigsministeriet havde endvidere - i overensstemmelse med det ovenfor anførte vedrørende tilsynets manglende kompetence til at tage stilling til spørgsmål vedrørende uoverensstemmelser mellem en amtskommune og dens ansatte - ikke foretaget nogen bedømmelse af, om amtskommunen havde det fornødne ansættelsesretlige grundlag for at afskedige den pågældende medarbejder.
Indenrigsministeriet var enigt med ombudsmanden i, at officialprincippet var en offentligretlig grundsætning, hvis overholdelse Indenrigsministeriet kunne påse som led udøvelsen af det almindelige kommunale tilsyn.
Indenrigsministeriet fandt imidlertid, at spørgsmål om overholdelsen af officialprincippet ikke kunne adskilles fra en vurdering af det underliggende retsforhold. I den konkrete sag ville en vurdering af sagens oplysning således forudsætte en stillingtagen til, hvad der efter ansættelsesretlige regler krævedes for at afskedige den pågældende medarbejder på grund af samarbejdsvanskeligheder.
Det var Indenrigsministeriets opfattelse, at de kommunale tilsynsmyndigheder i det omfang, tilsynet ikke havde kompetence til at vurdere det retlige grundlag for afgørelsen, heller ikke havde kompetence til at vurdere det faktiske grundlag.
Indenrigsministeriets brev af 12. juni 1997 til Folketingets Ombudsmand
- 4.k.kt., j.nr. 1997/1220/042-3