En kommune havde udbetalt et vederlag på 10 pct. af borgmestervederlaget til et kommunalbestyrelsesmedlem, der havde vikarieret for borgmesteren i 14 dage i borgmesterens sommerferie. Efter det oplyste var viceborgmesteren også på ferie på det pågældende tidspunkt.
Indenrigsministeriet lagde til grund, at kommunalbestyrelsesmedlemmet ikke efter § 15, stk. 5, i lov om kommunernes styrelse var udpeget til at fungere for borgmesteren.
Indenrigsministeriet udtalte, at såfremt der skulle ydes vederlag i en situation som den her beskrevne, skulle dette ske efter § 34, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse. Ud fra de foreliggende oplysninger var der ikke hjemmel til, uden at kommunalbestyrelsen havde truffet beslutning herom, at yde kommunalbestyrelsesmedlemmet et vederlag på 10 pct. af borgmestervederlaget for at varetage borgmesterhvervet i 14 dage i sommerferien.
Hvorvidt der skulle ydes et vederlag efter § 34, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse og eventuelt størrelsen af dette, måtte afgøres efter en konkret vurdering af kommunalbestyrelsen. I denne vurdering skulle indgå, at det måtte anses for begrænset, hvilke arbejdsopgaver den pågældende havde varetaget i borgmesterens fravær i sommerperioden, idet den pågældende formentlig kun kunne antages at skulle være mødeleder, da ledelsen af forvaltningen ikke overtages, når fraværet kun er kortvarigt. Overtagelse af alle borgmesterfunktioner (ledelse af forvaltningen og formandskabet for økonomiudvalget) indtrådte først, når fraværet nødvendiggjorde det. Dette ville normalt være tilfældet, når fraværet er på over en måned.
Indenrigsministeriets telefonnotat af 10. september 1998, 4. kommunekontor
- j.nr. 1998/1202-2