Udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt en kommune lovligt kan drive eller yde støtte til et vandrerhjem, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning. Spørgsmålet skal derfor afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse.
Det er antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur, at en kommune efter disse grundsætninger som udgangspunkt ikke uden lovhjemmel kan drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed.
Endvidere udtalt, at det er antaget, at en kommune som udgangspunkt ikke uden lovhjemmel kan yde tilskud til enkeltpersoner eller til enkelte virksomheder.
Det er imidlertid antaget i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis og i den juridiske litteratur, at en kommune lovligt kan drive et vandrerhjem.
Baggrunden herfor er kommunernes almindelige interesse i at tilvejebringe og stille faciliteter til rådighed for borgernes fritidsaktiviteter. Hertil kommer, at det efter de nævnte grundsætninger tillige antages, at en kommune kan varetage opgaver, der har til formål at fremme turismen i kommunen.
Det er dog efter de nævnte grundsætninger samtidig antaget, at en kommune i almindelighed ikke kan drive hotelvirksomhed. Kommunens formål med at drive et vandrerhjem må således efter Indenrigsministeriets opfattelse alene være begrundet i varetagelsen af de nævnte hensyn til fremme af borgernes fritidsaktiviteter og turismen. Det må endvidere antages, at en kommune alene kan drive et vandrerhjem på sådanne vilkår, herunder en forholdsvis begrænset service og standard, der almindeligvis kendetegner vandrerhjem i modsætning til andre overnatningsfaciliteter som f.eks. hoteller, kroer og moteller.
Der kan efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke efter de ovennævnte kommunalretlige grundsætninger herudover stilles krav om, at kommunen skal sikre, at de enkelte rejsendes baggrund for at benytte vandrerhjemmet er omfattet af kommunens formål med at drive vandrerhjemmet. Indenrigsministeriet lagde herved blandt andet vægt på, at det ifølge de oplysninger fra en virksomhed, som Indenrigsministeriet havde modtaget, måtte anses for sædvanligt, at vandrerhjem benyttes af alle kategorier af rejsende, uanset hvilken bevæggrund de pågældende har for at benytte vandrerhjemmet.
Endvidere udtalt, at det er antaget i den kommunalretlige litteratur og i de kommunale tilsynsmyndigheders praksis, at en kommune efter de ovennævnte kommunalretlige grundsætninger lovligt kan yde støtte til fonde, der varetager opgaver, som kommunen lovligt selv kan varetage. Det er dog en betingelse for ydelse af en sådan kommunal støtte, at samtlige de aktiviteter, som fonden varetager, lovligt ville kunne udføres af kommunen selv, eller hvis fonden også varetager ikke-kommunale opgaver, at kommunen inden ydelsen af støtten sikrer sig, at støtten alene anvendes til de aktiviteter, som kommunen selv lovligt ville kunne varetage.
I den konkrete sag havde kommunen stiftet en selvejende institution, som havde til formål at drive vandrerhjem og tilbyde overnatning til brug for ferie- og fritidsaktiviteter og lignende på et rimeligt prisniveau. Det fremgik videre af sagen, at vandrerhjemmet var klassificeret med tre ud af fem mulige stjerner, hvilket betød at der alene kunne tilbydes en række basale serviceydelser, idet det for eksempel kun var halvdelen af vandrerhjemmets værelser, som havde bad og/eller toilet. Endvidere var det oplyst, at en virksomhed førte et vist tilsyn med, at vandrerhjemmet overholdt foreningens regler, herunder tilbød et godt vandrerhjemsophold til rimelige priser. Endeligt fremgik det af sagen, at to ud af fondens syv bestyrelsesmedlemmer blev valgt af og blandt medlemmerne af det lokale byråd, ligesom vandrerhjemmets årsregnskab og budget blev godkendt af det lokale byråd.
Indenrigsministeriet fandt på denne baggrund, at ministeriet måtte lægge til grund, at vandrerhjemmet drev almindelig vandrerhjemsvirksomhed. Det var derfor Indenrigsministeriets opfattelse, at kommunens støtte til vandrerhjemmet var lovlig.
Det forhold, at vandrerhjemmet tillige blev benyttet af rejsende, hvis baggrund herfor ikke svarede til de formål, der var nævnt i vandrerhjemmets vedtægter, kunne således efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke føre til et andet resultat.
Indenrigsministeriets henviste herved til, at der ikke kan stilles krav om, at kommunen skal sikre, at de rejsendes baggrund for at benytte vandrerhjemmet stemmer overens med kommunens formål med at støtte vandrerhjemmet.
Endeligt udtalte Indenrigsministeriet, at kommunen efter ministeriets opfattelse førte fornødent tilsyn med vandrerhjemmet.
Indenrigsministeriets brev af 20. april 1999 til en borger
– 2. k.kt. j. nr. 1997/1117/200-1