Et statsamt havde rettet henvendelse til Indenrigsministeriet om udbetaling af fraværsgodtgørelse til tilsynsrådsmedlemmer. Henvendelsen var foranlediget af den ændring af skattelovgivningen, der med virkning fra den 1. april 1999 havde medført, at fraværsgodtgørelse kun kunne udbetales skattefrit, hvis satserne for fravær fra hjemstedet ikke oversteg de af Ligningsrådet fastsatte satser. Ligningsrådet havde ikke fastsat satser for fravær fra hjemstedet uden overnatning.
Indenrigsministeriet udtalte blandt andet:
Efter den dagældende bestemmelse i § 52 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 59 af 29. januar 1998) modtog tilsynsrådets medlemmer blandt andet godtgørelse efter reglerne i § 16 a.
Efter den dagældende bestemmelse i § 16 a, stk. 7, i lov om kommunernes styrelse ydedes der til den, der ikke var medlem af kommunalbestyrelsen, blandt andet de i § 16, stk. 10, (senere ændret til § 16, stk. 11) nævnte godtgørelser.
Bestemmelsen i § 16, stk. 10, (senere ændret til § 16, stk. 11) i lov om kommunernes styrelse gav kun adgang til dækning af positive udgifter. Dette var efter forarbejderne (F.T. 1994/1995, Tillæg A, spalte 2088) ikke til hinder for, at der fastsattes generelle godtgørelsessatser, når blot dette skete under hensyn til de faktiske omkostninger. Ved faktiske omkostninger forstås eventuelle merudgifter i forbindelse med fraværet fra hjemstedet (udgifter til kost m.v.).
Denne adgang til —under hensyn til de faktiske omkostninger at fastsætte generelle godtgørelsessatser bestod efter Indenrigsministeriets opfattelse fortsat uanset ændringer i skattereglerne. Den skattemæssige behandling af fraværsgodtgørelse var således ikke i sig selv afgørende for, om godtgørelsen var i overensstemmelse med reglerne i den kommunale styrelseslov.
Indenrigsministeriet havde herefter ingen bemærkninger til, at der ydedes tilsynsrådsmedlemmerne en skattepligtig godtgørelse for fravær fra hjemstedet efter en generel fastsat godtgørelsessats, såfremt satsen var fastsat under hensyn til de faktiske omkostninger, der var forbundet med hvervet som tilsynsrådsmedlem.
Indenrigsministeriets skrivelse af 23. august 1999 til et statsamt
- 4. kommunekontor, j.nr. 1999/1307/350-1