Udtalt, at sygehusloven var til hinder for, at en amtskommune opkræver betaling af en person for ydelser, som vedkommende havde ret til at modtage vederlagsfrit i henhold til sygehusloven. Det gjaldt også, hvis behandlingen af personen alene skete efter henvisning fra en privatpraktiserende læge eller en læge, som var ansat på et privat hospital. Personer, som efter sygehusloven havde ret til vederlagsfri sygehusbehandling, og som af et privathospital blev henvist til det amtskommunale sygehusvæsen til sygehusbehandling, måtte således efter Indenrigsministeriets opfattelse være ligestillet med andre personer, som havde ret til vederlagsfri behandling.
Endvidere udtalt, at sygehusloven som udgangspunkt også måtte være til hinder for, at en amtskommu-ne opkrævede betaling af et privathospital - eller i øvrigt af andre end patienten - for ydelser, som privathospitalets patient i henhold til sygehusloven havde ret til at modtage vederlagsfrit af amtskommunen. Ved sygehusbehandling ved en amtskommunes sygehusvæsen af en person med bopæl eller midlertidigt ophold i en anden amtskommune end den behandlende amtskommune, kunne den behandlende amtskommune dog også i tilfælde, hvor behandlingen ved amtskommunens sygehusvæsen skete efter henvisning fra et privathospital, opkræve betaling for behandlingen hos den anden amtskommune.
Det måtte efter Indenrigsministeriets opfattelse give anledning til tvivl, om sygehusloven var til hinder for, at en amtskommune mod betaling udfører sygehusydelser (eller andre ydelser, som udføres i forbindelse med en behandling på et sygehus) for et privathospital som et led i privathospitalets behandling af patienter, der omfattes af sygehuslovens bestemmelser om vederlagsfri sygehusbehandling ved det amtskommunale sygehusvæsen.
Herudover udtalt, at det i sygehuslovens § 10 er forudsat, at et amtskommunalt sygehusvæsen i et vist omfang mod betaling kan behandle patienter, der ikke har ret til vederlagsfri behandling efter sygehusloven. Den nærmere adgang hertil måtte antages at skulle afgrænses under hensyn til det amtskommunale sygehusvæsens varetagelse af dets ovennævnte primære opgave, nemlig at yde vederlagsfri sygehusbehandling til den kreds af personer, der efter sygehusloven har ret til vederlagsfri sygehusbehandling.
Det måtte således være en forudsætning for et amtsråds anvendelse af det amtskommunale sygehusvæ-sens kapacitet til behandling af patienter, der ikke har ret til vederlagsfri behandling efter sygehusloven, at amtskommunen ikke derved tilsidesatte sin forpligtelse efter sygehusloven til at behandle patienter med ret til vederlagsfri behandling. Det måtte ligeledes være en forudsætning, at den pågældende behandlingsaktivitet havde et vist mindre omfang i forhold til sygehusvæsenets varetagelse af de ovennævnte primære opgaver, således at den pågældende aktivitet er begrænset til udnyttelse af sygehusvæsenets overkapacitet.
Der kunne efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke af sygehuslovgivningen udledes en særlig præcis afgrænsning af, i hvilket omfang et amtskommunalt sygehusvæsen mod betaling kunne behandle patienter uden ret til vederlagsfri behandling. Spørgsmålet om, i hvilket omfang et amtsråd kunne anvende det amtskommunale sygehusvæsens kapacitet til behandling af patienter, der ikke har ret til vederlagsfri behandling efter sygehusloven, bl.a. efter anmodning fra et privathospital, måtte således afgøres på grundlag af en konkret vurdering af amtskommunens varetagelse af sine primære opgaver efter sygehusloven og omfanget af behandlingen af patienter, der ikke havde ret til vederlagsfri behandling.
Endelig udtalt, at et amtsråds fastsættelse af betalingen for en undersøgelse af en patient, der ikke har ret til vederlagsfri behandling efter sygehusloven, var reguleret i § 9, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 597 af 16. november 1982 om adgang til ydelser efter lov om sygehusvæsenet og lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp. Betalingen skulle ifølge den nævnte bestemmelse svare til de med behandlingen forbundne udgifter. Der kunne dog, hvor der forelå særlige forhold, meddeles hel eller delvis fritagelse for beta-lingen, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 6.
Da en amtskommune efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om amtskommuners opgavevaretagelse ikke uden lovhjemmel kunne yde støtte til enkeltpersoner eller enkelte virksomheder - eller varetage opgaver med henblik på at opnå en fortjeneste herved - måtte bekendtgørelsens § 9, stk. 1, efter Indenrigsministeriets opfattelse indebære, at betalingen for en amtskommunes undersøgelse af en patient, der efter sygehusloven ikke havde ret til vederlagsfri behandling, skulle fastsættes således, at samtlige direkte og indirekte omkostninger, som var forbundet med amtskommunens undersøgelse af patienten, blev dækket af betalingen.