I den foreliggende sag havde en kommune som hovedregel ikke anvist bolig eller husly til enlige og par uden børn, medmindre der i det konkrete tilfælde forelå særlige omstændigheder, herunder særlige sociale omstændigheder eller sygdom. Disse tilfælde vurderedes herefter af et dertil nedsat visitationsudvalg.
Indenrigsministeriet fandt på baggrund af indhentede udtalelser fra Socialministeriet ikke grundlag for at fastslå, at det er i strid med § 66 i serviceloven at inddrage hensyn til særlige sociale omstændigheder og sygdom i forbindelse med afgørelser om anvisning af husly efter bestemmelsen.
Endvidere lagde Indenrigsministeriet til grund, at kommunen foretog en konkret og individuel vurdering af, hvorvidt der forelå sådanne særlige omstændigheder, at de enlige boligløse eller par uden børn, der rettede henvendelse til kommunen, ikke selv måtte anses for at være i stand til at skaffe indkvartering. Beslutningen om anvisning af husly blev truffet af et visitationsudvalg i de tilfælde, hvor der blev antaget at foreligge sådanne særlige omstændigheder. Det fremgik tillige af kommunens udtalelse af 1. juni 2001, at kommunen – uanset den vedtagne hovedregel – i et vist omfang havde anvist 1 værelses lejligheder til enlige i perioden 1999 til 2001.
Indenrigsministeriet fandt herefter ikke grundlag for at antage, at kommunens generelle retningslinier vedrørende kommunens iagttagelse af forpligtigelsen i henhold til servicelovens § 66 var i strid med lovgivningen, herunder offentligretlige retsgrundsætninger.