HUR havde afvist at optage en borger, der var blind og usikkert gående, i HURs handicapkørselsordning med den begrundelse, at han ikke var tildelt et ganghjælpemiddel. Det fremgik af sagen, at den pågældende ikke havde et ganghjælpemiddel på grund af blindhed, da det ville forværre hans meget usikre gang, men at han var berettiget til ganghjælpemiddel.
HUR støttede disse betingelser for optagelse i handicapkørselsordningen på forarbejderne til lov om hovedstadsområdets kollektive persontrafik (svarende til lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet), hvoraf fremgår, at man skal være bruger af ganghjælpemiddel for at blive optaget i en handicapkørselsordning.
Trafikministeriet, som loven henhører under, har oplyst over for Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at målgruppen efter loven er ”svært bevægelseshæmmede”, at der ved svært bevægelseshæmmede ifølge lovens forarbejder forstås kørestolsbrugere og personer, der bruger ganghjælpemidler som krykkestokke og gangbukke og lignende, at dette efter Trafikministeriets opfattelse må forstås som personer, der som følge af deres handicap har behov for hjælpemidler og ikke kan benytte den almindelige offentlige transport, og at der ikke i lovteksten er medtaget begrænsninger i forhold til gruppen af ”svært bevægelseshæmmede”, ligesom der ikke er givet amtskommunerne/trafikselskaberne nogen beføjelse på dette punkt. Ordningen må derfor omfatte personer, der kan henføres til denne gruppe, medmindre det kan påvises, at der fra lovgivers side er forudsat undtagelser.
I den konkrete sag, hvor der er tale om en blind mand, der samtidig var så dårligt gående, at han var berettiget til ganghjælpemiddel, men ikke bevilget dette alene fordi det ville forværre hans usikre gang, var det Trafikministeriets opfattelse, at pågældende falder inden for målgruppen svært bevægelseshæmmede.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet anmodede på den baggrund HUR om at genoptage sagen om den blinde mands optagelse i handicapkørselsordningen til fornyet behandling.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 22. december 2003 til en borger
– 2. kommunekontor, j.nr. 2003-2220/964-2.