En region havde anmodet Indenrigs- og Sundhedsministeriet om, hvorvidt et regionsrådsmedlem, der deltog i møder f.eks. 2 eller 3 dage i træk, kunne få godtgjort overnatning i nærheden af mødestedet i stedet for befordring frem og tilbage til bopælen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte blandt andet:
Godtgørelse for udgifter til overnatning efter § 16, stk. 10, (senere ændret til stk. 11) forudsætter altid, at overnatningen er nødvendig i forbindelse med varetagelse af et hverv omfattet af § 16, stk. 1, litra a-f.
Lov om kommunernes styrelse og vederlagsreglerne i øvrigt giver ikke nogen nærmere vejledning med hensyn til, hvornår en overnatning kan anses for nødvendig. Vurderingen må blandt andet foretages ud fra oplysninger om mødets placering på dagen, det pågældende medlems transporttid til og fra bopælen, de praktiske muligheder for transport til og fra mødet osv. Det er ikke i sig selv afgørende for vurderingen af, om en overnatning i nærheden af mødestedet kan anses for nødvendig, at regionsrådsmedlemmet tillige har møde i regionsrådets regi den følgende dag.
Et regionsrådsmedlems eventuelle ret til godtgørelse af udgifter til overnatning berører ikke regionsrådsmedlemmets ret til befordringsgodtgørelse. Et regionsrådsmedlem vil således kunne have krav på godtgørelse af såvel udgifter til overnatning som efterfølgende transportudgifter. Det må understreges, at der er tale om omkostningsdækning. Der vil således ikke kunne ydes befordringsgodtgørelse til et medlem, som rent faktisk ikke har afholdt udgifter hertil.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets telefonnotat af 14. maj 2007 vedr. en henvendelse fra en region
- Forvaltningsjuridisk kt.