En region havde henvendt sig til Indenrigs- og Sundhedsministeriet vedrørende godtgørelse af udgifter i forbindelse med regionsrådets medlemmers deltagelse i politiske forberedelsesmøder.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærkede i den anledning, at der i medfør af § 11, stk. 1, i lov nr. 537 af 24. juni 2005 om regioner mv., jf. § 16, stk. 10, i lov om kommunernes styrelse, ydedes befordringsgodtgørelse og godtgørelse for fravær fra hjemstedet i forbindelse med deltagelse i visse møder mv. i forbindelse med hvervet som medlem af regionsrådet. Møder i de politiske grupper er ikke omfattet af bestemmelserne.
Der var således ikke hjemmel til, at Region Hovedstaden kan yde befordringsgodtgørelse og godtgørelse for fravær fra hjemstedet i forbindelse med medlemmernes deltagelse i politiske forberedelsesmøder.
Opmærksomheden henledes endvidere på ministeriets skrivelse af 12. marts 1984, der er offentliggjort i resumédatabasen som 84.5.3.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets skrivelse af 13. februar 2007 til en region
- Forvaltningsjuridisk kt. J.nr.: 2006-2322/1084-1