Udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt et kommunalt fællesskab kunne arrangere en studietur for bestyrelsesmedlemmer og administrative medarbejdere samt deres ledsagere, ikke er reguleret i den skrevne lovgivning.
Det forhold, at vederlagsreglerne i lov om kommunernes styrelse sammen med eventuelle regler om vederlag i vedtægterne for det kommunale fællesskab indeholder en udtømmende regulering af kommunale politikeres vederlæggelse, indebærer, at det ikke er lovligt at vederlægge disse politikere på anden måde, end hvad der følger heraf. Det ville således ikke være lovligt at afvikle en studietur med det formål at honorere disse politikere. Vederlagsreglerne afskærer derimod ikke kommunale politikere fra at deltage i en studietur, der har et andet formål end at honorere politikerne.
Hvorvidt et kommunalt fællesskab lovligt kunne arrangere en studietur, skulle på den baggrund afgøres efter almindelige kommunalretlige grundsætninger om kommuners opgavevaretagelse – de såkaldte kommunalfuldmagtsregler.
Udtalt, at det som udgangspunkt måtte anses for lovligt, at et kommunalt fællesskab organiserer en studietur, hvor hovedformålet med turen og den overvejende del af turens program vedrører forhold, der har betydning for løsning af opgaver i det kommunale fællesskab og at studieturen, udover aktiviteter, der har betydning for løsning af opgaver i det kommunale fællesskab, tillige i et vist begrænset omfang omfatter turistmæssige aktiviteter. Dette kan bl.a. have baggrund i fællesskabets interesse i at etablere, bevare og styrke et godt arbejdsklima indbyrdes mellem fællesskabets bestyrelse og ledelse og til at skabe et godt og konstruktivt samarbejde.
I den konkrete sag udtalt, at det var lovligt for det kommunale fællesskab at organisere og afholde udgifter til 13 bestyrelsesmedlemmers og fire administrative medarbejderes studietur. Ministeriet lagde således til grund, at studierejsen havde haft betydning for løsning af opgaver i det kommunale fællesskab. Det forhold, at turen tillige indeholdt turistmæssige aktiviteter i begrænset omfang, førte ikke til, at ministeriet fandt, at der var tilstrækkeligt grundlag for at antage, at fællesskabets skøn i denne situation var ulovligt.
Udtalt, at spørgsmålet om, hvorvidt det kommunale fællesskab kunne afholde udgifter til, at ledsagere til 12 af bestyrelsesmedlemmerne og 4 administrative medarbejdere deltog i studieturen, heller ikke er reguleret i den skrevne lovgivning, hvorfor dette spørgsmål tillige skulle afgøres efter kommunalfuldmagtsreglerne.
Udtalt, at det kommunale fællesskab ikke lovligt kunne afholde udgifter til ledsagernes deltagelse i studierejsen med det formål at styrke et tillidsfuldt og godt samarbejde i bestyrelsen. Efter ministeriets opfattelse skulle et godt samarbejde i et kommunalt fællesskabs bestyrelse som udgangspunkt sikres uafhængig af ledsageres eventuelle deltagelse i studieture. Der forelå ikke sådanne særlige omstændigheder i den foreliggende sag, der kunne begrunde en fravigelse af dette udgangspunkt.
På den baggrund udtalt, at det var ulovligt for det kommunale fællesskab at afholde udgifter til ledsagernes deltagelse i studierejsen, og at fællesskabet dermed havde givet ulovlig støtte til ledsagerne.
Vedrørende spørgsmålet om sanktionsanvendelse udtalt, at ministeriet ikke kunne fastslå, at bestyrelsesmedlemmerne ud fra de i sagen foreliggende omstændigheder, herunder den ydede vejledning fra den daværende administrerende direktør forud for den trufne beslutning, burde have indset, at studierejsen ville medføre ulovlig støtte til ledsagerne.
Det kunne således ikke antages, at det kommunale fællesskabs tab var opstået som en følge af, at bestyrelsesmedlemmerne havde udvist en uforsvarlig adfærd, der kunne tilregnes dem som forsætlig eller uagtsom. Ministeriet havde derfor ikke grundlag for at ændre statsamtets beslutning om at undlade at rejse en erstatningssag mod bestyrelsesmedlemmerne.
Velfærdsministeriets brev af 9. april 2008 til en privatperson,
- j.nr. 2006-2110/961-1)