KL havde forespurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, om en borgmester kunne have lovligt forfald på grund af en nærtståendes (i dette tilfælde en forælders) alvorlige sygdom og på den baggrund kunne have ret til vederlag efter samme regler, som gjaldt ved en borgmesters sygdom, jf. den dagældende vederlagsbekendtgørelses § 30, stk. 2 (bekendtgørelse nr. 1461 af 19. december 2005).
Indenrigs- og Sundhedsministeriet meddelte KL blandt andet, at det af hensyn til sammenhængen med § 15, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse burde være ophørsbestemmelsen i vederlagsbekendtgørelsens § 30, stk. 2, der fandt anvendelse, dvs. således at der efter omstændighederne kunne være krav på vederlag i op til 9 måneder.
Ministeriet henviste til ministeriets tidligere telefonnotater af 25. juli 1988 (resumédatabasen 88.1.6) og 7. januar 2000 (resumédatabasen 00.5.10).
Opmærksomheden henledes på, at bestemmelsen om ret til vederlag under sygdom efterfølgende er flyttet til vederlagsbekendtgørelsens § 31, stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 2001 af 28. oktober 2021.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets telefonnotat af 3. januar 2011 vedr. en henvendelse fra KL
- Kommunaljura, sagsnr. 1100098