11.5.6. Om størrelsen af en borgmesters egenpension og ægtefællepension efter 2002-reglerne

31-05-2011

En borgmester havde spurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvorvidt vedkommende som tidligere borgmester gennem 9 år i en kommune med 9.000 indbyggere var berettiget til borgmesterpension med en pensionsalder på 20 år og skalatrin 50. Borgmesteren ønskede desuden oplysning om ægtefællepension i relation til borgmesterpension.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyste, at borgmesteren var omfattet af reglerne i bekendtgørelse nr. 584 af 9. juli 2002, jf. § 35 i bekendtgørelse nr. 1461 af 19. december 2005 med senere ændringer. Borgmesteren var herefter berettiget til borgmesterpension med en pensionsalder på 28 år og skalatrin 50.

Borgmesterens ægtefælle var omfattet af reglerne om ægtefællepension i § 26 i bekendtgørelse nr. 584 af 9. juli 2002.

Reglerne om samordning af pensioner kunne indebære en begrænsning i borgmesterens egenpension og borgmesterens ægtefælles ægtefællepension.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets notat af 31. maj 2011 vedr. en henvendelse fra en borgmester
- Kommunaljura, sagsnr. 1106146