En borger havde spurgt til muligheden for, at de medlemmer af en kommunes landdistriktsudvalg, der ikke var kommunalbestyrelses-medlemmer, kunne få befordringsgodtgørelse i forbindelse med deltagelse i møder i landdistriktsudvalget.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte, at §§ 16 og 34 i lov om kommunernes styrelse indeholdt en udtømmende regulering af kommunalbestyrelsesmedlemmers vederlæggelse. I tilknytning hertil regulerede § 16 a i lov om kommunernes styrelse bl.a. kommunalbestyrelsens ret henholdsvis pligt til at udbetale godtgørelser, herunder befordrings-godtgørelse til ikke-kommunalbestyrelsesmedlemmer i forbindelse med varetagelse af kommunale hverv.
Vurderingen af, om kommunalbestyrelsen havde pligt eller ret til at yde ikke-kommunalbestyrelsesmedlemmer befordringsgodtgørelse, beroede herefter på, om den konkrete aktivitet var omfattet af § 16, stk. 1, litra a-c henholdsvis § 16, stk. 1, litra d-g, i lov om kommunernes styrelse, jf. § 16 a, stk. 6 henholdsvis stk. 7 (efterfølgende ændret til stk. 7 og 9) i lov om kommunernes styrelse.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet kunne i tilknytning hertil generelt oplyse, at eksempelvis deltagelse i et udvalg nedsat i henhold til § 17, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse var omfattet af § 16, stk. 1, litra a.
Det fremgik ikke klart af det af borgeren fremsendte materiale, om landdistriktsudvalget var et udvalg nedsat i henhold til § 17, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse. Indenrigs- og Sundhedsministeriet henviste således borgeren til at rette henvendelse til kommunen med henblik på en konkret vurdering af, om der kunne eller eventuelt skulle ydes befordringsgodtgørelse.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets skrivelse af 30. september 2011 til en borger
- Kommunaljura, sagsnr. 1109303