KL henvendte sig til Økonomi- og Indenrigsministeriet med spørgsmål om kommunernes mulighed for at anvende generelle satser ved befordringsgodtgørelse.
Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte som svar på KL’s henvendelse, at det ikke ville være i overensstemmelse med lovgivningen, hvis en kommunalbestyrelse besluttede alene at yde befordringsgodtgørelse til kommunalbestyrelsesmedlemmerne efter den lave sats, som af Skatterådet var fastsat for kørsel i egen bil udover 20.000 km årligt.
Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte endvidere, at en kommunalbestyrelse ikke var afskåret fra at vurdere, at de faktiske udgifter til befordring gav grundlag for en højere generel sats for befordringsgodtgørelse end de af Skatterådet fastsatte satser. Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte herefter, at kommunalbestyrelsesmedlemmer havde krav på godtgørelse af positive udgifter til befordring, og at ministeriet på denne baggrund principielt ikke kunne udelukke på forhånd, at der kunne opstå situationer, hvor selv Skatterådets høje sats ikke dækkede de faktiske omkostninger.
Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte til sidst, at det afgørende var, at kommunalbestyrelsen fastsatte de generelle satser under hensyn til de faktiske omkostninger, men at det formentlig kunne være vanskeligt for en kommune at sandsynliggøre, at en anden og lavere sats ville være bedre i overensstemmelse med de faktiske omkostninger end Skatterådets sats.
Økonomi- og Indenrigsministeriets notat af 18. januar 2012 til KL
- Forvaltningsjura