1. En kommune havde spurgt Økonomi- og Indenrigsministeriet, om et medlem af kommunalbestyrelsen få særskilt vederlag både for at være viceborgmester og for at være næstformand i et stående udvalg.
Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte, at der ikke var noget til hinder for, at en viceborgmester, der blev vederlagt efter § 12 i vederlagsbekendtgørelsen, (bekendtgørelse nr. 1461 af 19. december 2005) samtidig modtog særskilt vederlag som næstformand for et stående udvalg, jf. § 7, stk. 2, i vederlagsbekendtgørelsen.
2. Kommunen havde endvidere spurgt Økonomi- og Indenrigsministeriet, om en næstformand i et stående udvalg både kunne modtage næstformandsvederlag og medlemsvederlag for samme udvalg.
Økonomi- og Indenrigsministeriet udtalte blandt andet, at reglerne i vederlagsbekendtgørelsens § 7 (som ændret ved bekendtgørelse nr. 1329 af 15. december 2009) indebar, at en næstformand i et stående udvalg ikke både kunne modtage et særligt vederlag for sit hverv som næstformand i et stående udvalg og vederlag for at være medlem af samme stående udvalg. Vederlaget til udvalgsnæstformanden skulle i styrelsesvedtægten fastsættes som en procentdel af vederlaget til borgmesteren, jf. vederlagsbekendtgørelsens § 7, stk. 5, og næstformanden kunne ikke samtidig modtage medlemsvederlag for samme udvalg.
Da der var tale om en samlet pulje til medlemmer, formænd og næstformænd i udvalgene, jf. vederlagsbekendtgørelsens § 7, stk. 4, skulle kommunen være opmærksom på, at kommunen var nødt til at tage pengene til et særligt næstformandsvederlag fra enten formanden eller udvalgsmedlemmerne (eller lidt fra begge), såfremt kommunen i dag udnyttede puljen fuldt ud.
Økonomi- og Indenrigsministeriets telefonnotat af 24. juni 2013 vedr. en henvendelse fra en kommune
- sagsnr. 2013-08609