20.5.3. Ikke hjemmel til at ændre næstformandsvederlag for det indeværende år

23-04-2020

En kommune havde spurgt Social- og Indenrigsministeriet, om kommunen havde mulighed for at ændre vederlaget til viceborgmestrene for indeværende år fra 8 til 10 % af borgmestervederlaget.

Social- og Indenrigsministeriet udtalte blandt andet, at det fulgte af vederlagsbekendtgørelsens § 12, stk. 1, 1. og 3. pkt. (bekendtgørelse nr. 1769 af 27. december 2019), at kommunalbestyrelsen forud for og med virkning for mindst ét regnskabsår ad gangen kunne træffe beslutning om, at kommunalbestyrelsens næstformand (næstformænd) kunne oppebære et vederlag på indtil 10 pct. af formandens vederlag. Der var på den baggrund ikke hjemmel til, at kommunen kunne ændre vederlaget til viceborgmestrene for indeværende år. Det forhold, at kommunalbestyrelsen efter vederlagsbekendtgørelsens § 7, stk. 8, sidste pkt., kunne ændre fordelingen af udvalgsvederlag i løbet af regnskabsåret, kunne ikke ændre denne vurdering.

Det fremgik videre af notatet, at Social- og Indenrigsministeriet ikke fandt noget til hinder for, at den pågældende kommune havde reguleret kommunalbestyrelsens næsformænds vederlag i kommunens styrelsesvedtægt.

Social- og Indenrigsministeriets telefonnotat af 23. april 2020 vedr. en henvendelse fra en kommune
- Forvaltningsjura, sagsnr. 2020-4191