24.1.4. Om ændring af regulativet for lokaludvalg i Københavns Kommune

13-08-2024

Københavns Kommune har spurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, om valgbarhedsalderen til kommunens lokaludvalg kan nedsættes til 16 år, eller om unge alternativt kan få observatørstatus i kommunens lokaludvalg.

Det tidligere Indenrigs- og Boligministerium har ved brev af 27. oktober 2021 til Københavns Kommune (resumédatabasen 21.1.3) afvist at godkende en valgbarhedsalder til kommunens lokaludvalg på 16 år.

Indenrigs- og Boligministeriet udtalte bl.a., at det følger af forarbejderne til § 65 d i lov om kommunernes styrelse, at det forudsættes, at reglerne for lokaludvalg, hvortil der er henlagt opgaver til selvstændig varetagelse, i vidt omfang svarer til reglerne i den kommunale styrelseslov, og at det derfor som udgangspunkt må forudsættes, at medlemmer af lokaludvalget – ligesom medlemmer af kommunalbestyrelsen – er myndige.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har endvidere udtalt, at ministeriet henholder sig til det tidligere Indenrigs- og Boligministeriums tidligere afgørelse om og begrundelse for at afvise at godkende en valgbarhedsalder til kommunens lokaludvalg på 16 år.

Endvidere har Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalt, at det er ministeriets opfattelse, at det tilsvarende må forudsættes, at i hvert fald faste observatører, der deltager i lokaludvalgsmøder, er myndige.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 13. august 2024 til Københavns Kommune
-Demokratikontoret, Styrelsesenheden, sagsnr. 2024-5190