25.1.13. Om anvendelse af § 25, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse

10-12-2025

En kommune havde spurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om vejledning om beregningen af kvotienterne i økonomiudvalget eller andre udvalg, som borgmesteren var født medlem af, og om anvendelsen af § 25, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet tilkendegav, at bestemmelsen i § 25, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse måtte forstås på den måde, at kommunen først skulle beregne fordelingen efter d´Hondts metode af samtlige pladser i økonomiudvalget (eller det andet udvalg, hvori borgmesteren skal have sæde) og derefter modregne borgmesterens plads i det antal pladser, som tilkom borgmesterens valggruppe.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets telefonnotat af 10. december 2025
- Center for Demokrati og Forvaltningsret, sagsnr. 2025-11857