KL og Danske Regioner havde anmodet Indenrigs- og Sundhedsministeriet om en udtalelse om den juridiske ramme for kommunale embedsmænds deltagelse i sundhedsrådets møder.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte blandt andet:
Efter regionslovens § 15, stk. 1, nr. 2, jf. § 20, stk. 4, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse, kan et regionalt udvalg tilkalde andre personer, herunder andre medlemmer af kommunalbestyrelsen til at overvære forhandlingerne, når det er ønskeligt af hensyn til en sags oplysning.
Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse kan et sundhedsråd i medfør af denne bestemmelse tillade personer, der er ansat i kommunens tjeneste, at overvære forhandlingerne i sundhedsrådet, når det er ønskeligt af hensyn til en sags oplysning.
Det er alene sundhedsrådets forhandlinger, kommunalt ansatte kan få tilladelse til at overvære, ikke eventuelle afstemninger.
Det er sundhedsrådet, der ved flertalsbeslutning, jf. regionslovens § 15, stk. 1, nr. 2, jf. § 20, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, træffer bestemmelse om, hvorvidt og i hvilket omfang kommunalt ansatte kan få tilladelse til at overvære sundhedsrådets forhandlinger. De kommunalt udpegede medlemmer af sundhedsrådene, der har stemmeret, deltager i denne beslutning, jf. regionslovens § 14 d.
Sundhedsrådet vil have et vidt skøn i forhold til vurderingen af, om kommunale embedsmænds deltagelse er ønskelig af hensyn til sagens oplysning. Betingelsen kan være opfyldt i sagstyper, der involverer et samarbejde med kommunerne eller i sager, der direkte eller indirekte vedrører den kommunale opgavevaretagelse i den pågældende kommune. Sundhedsrådet vil kunne træffe en generel beslutning om kommunale embedsmænds deltagelse i disse sagstyper.
Det vil ikke være foreneligt med regionslovens § 15, stk. 1, nr. 2, jf. § 20, stk. 4, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse, at et sundhedsråd giver en generel tilladelse til, at kommunale embedsmænd deltager i forhandlingen af alle sager i sundhedsrådet.
Regionsrådet kan ikke med bindende virkning for sundhedsrådene fastsætte regler om kommunale embedsmænds deltagelse på sundhedsrådenes møder, men vil kunne vedtage vejledende retningslinjer herfor. Det skyldes, at det er udvalgene selv, der fastsætter sin egen forretningsorden og reglerne for, hvem der skal have adgang til udvalgenes møder.
Et sundhedsråd kan ikke påtvinge en regionsrådsformand eller borgmester at stille en bestemt embedsmand til rådighed. Omvendt vil en regionsrådsformand eller borgmester ikke kunne påtvinge sundhedsrådet, at en bestemt embedsmand skal give fremmøde, jf. Indenrigsministeriets brev af 14. juni 1984, som er offentliggjort i Indenrigs- og Sundhedsministeriets resumédatabase 84.1.9.
Et sundhedsråd vil kunne træffe en generel beslutning om, at en kommunal embedsmand fra en kommune i sundhedsrådet deltager i sundhedsrådets forhandlinger i sager, der direkte eller indirekte vedrører den kommunale opgavevaretagelse. En sådan generel beslutning vil skulle udfyldes ved en konkret stillingtagen til, hvilke sager på et kommende sundhedsråds dagsorden der direkte eller indirekte vedrører den kommunale opgavevaretagelse. Denne stillingtagen kan delegeres til forvaltningen, men sundhedsrådet kan også beslutte, at sundhedsrådet selv tager stilling hertil. Dette kan enten ske under behandlingen af det enkelte dagsordenspunkt eller som et særskilt dagsordenspunkt inden de indholdsmæssige dagsordenspunkter.
Et sundhedsråd vil også vil kunne træffe en generel beslutning om, at en kommunal embedsmand fra en kommune i sundhedsrådet deltager i sundhedsrådets forhandlinger i alle sager vedrørende en given sagstype. En sådan beslutning forudsætter imidlertid, at det for alle sager i sundhedsrådet, som denne sagstype omfatter, gør sig gældende, at sagerne direkte eller indirekte vedrører kommunernes opgavevaretagelse.
For så vidt angår regionale embedsmænds deltagelse i sundhedsrådets møder udtalte Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at dette var reguleret i regionslovens § 15, stk. 1, nr. 1, jf. § 20, stk. 4, 1. pkt., i lov om kommunernes styrelse. Efter denne bestemmelse kan sundhedsrådet tillade personer, der er ansat i regionens tjeneste, at overvære møderne med henblik på varetagelse af sekretariatsfunktioner m.v. for udvalget.
Sundhedsrådet kan efter denne bestemmelse tillade regionalt ansatte at overvære hele mødeforløbet i sundhedsrådet og ikke kun forhandlingerne (af hensyn til sagens oplysninger), og sundhedsrådet kan efter denne bestemmelse tillade regionalt ansatte at overvære møderne, ikke blot med henblik på varetagelse af sekretariatsfunktioner, men også begrundet i en sags oplysning, dvs. i udvalgets ønske om at modtage oplysninger, mundtlige redegørelser og lignende, jf. herved udtrykket ”m.v.” i lovteksten, se i det hele Folketingstidende 1980-81, tillæg A, spalte 460.
Hvis et udvalgs sagsområde kun omfatter én forvaltningsgren eller ‑afdeling, vil udvalget kunne meddele en generel tilladelse til, at lederen heraf overværer udvalgets møder. Henhører der under et udvalg flere forvaltningsgrene eller -afdelinger, vil lederne af de pågældende forvaltningsgrene eller ‑afdelinger kun kunne meddeles tilladelse til at overvære behandlingen af de sager, der – direkte eller indirekte – vedrører eller berører vedkommendes forvaltningsgren eller -afdeling. Dog vil én af lederne kunne tilknyttes udvalget som udvalgssekretær og dermed kunne meddeles generel tilladelse til at overvære udvalgets møder. Se Indenrigsministeriets brev af 16. maj 2000 offentliggjort i resumédatabasen 00.1.2, der finder tilsvarende anvendelse for regionalt ansatte.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets notat af 10. december 2025, sendt til KL og Danske Regioner, Center for Demokrati og Forvaltningsret
- sagsnr. 2025-9959