25.5.1. Om kommunalbestyrelsens adgang til med tilbagevirkende kraft at træffe beslutning om § 16, stk. 1, litra f-aktiviteter og erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste

22-04-2025

Indenrigs- og Sundhedsministeriet tog i udtalelsen stilling til, om kommunalbestyrelsen med tilbagevirkende kraft kunne anmode et medlem om at varetage et kommunalt hverv (jf. § 16, stk. 1, litra f, i lov om kommunernes styrelse), således at medlemmets varetagelse af hvervet ville blive omfattet af medlemmets faste vederlag og af kommunalbestyrelsens adgang til efter § 16, stk. 5, 5. pkt., i lov om kommunernes styrelse at træffe beslutning om erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste for medlemmets varetagelse af hvervet.

Videre tog Indenrigs- og Sundhedsministeriet stilling til, om kommunalbestyrelsen med tilbagevirkende kraft kunne træffe beslutning om dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste (jf. § 16, stk. 5, 5. pkt., i lov om kommunernes styrelse) for kommunale hverv omfattet af § 16, stk. 1, litra f.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte, at det forhold, at et hverv efter § 16, stk. 1, litra f, i lov om kommunernes styrelse skal varetages efter anmodning fra kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg, måtte forstås således, at kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg ikke med tilbagevirkende kraft ville kunne anmode et medlem om at deltage i et kommunalt hverv omfattet af § 16, stk. 1, litra f, i lov om kommunernes styrelse. Kommunalbestyrelsen eller dennes udvalg skal således forud for aktiviteten omfattet af § 16, stk. 1, litra f, i lov om kommunernes styrelse enten have anmodet medlemmet om at deltage i aktiviteten eller have truffet en generel beslutning, der omfatter den pågældende aktivitet.

Videre udtalte Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at kommunalbestyrelsen ikke efter bestemmelsen i § 16, stk. 5, 5. pkt., i lov om kommunernes styrelse med tilbagevirkende kraft ville kunne træffe beslutning om at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til et medlem for varetagelse af et kommunalt hverv omfattet af § 16, stk. 1, litra f, i lov om kommunernes styrelse. Dette skulle ses i sammenhæng med, at også kommunalbestyrelsens beslutning om selve medlemmets deltagelse i det kommunale hverv skulle ske forud for deltagelsen og således ikke kunne ske med tilbagevirkende kraft, jf. herved § 16, stk. 1, litra f, i lov om kommunernes styrelse.

Det var på den baggrund ministeriets opfattelse, at det er en forudsætning for, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at yde erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste til et medlem for varetagelsen af et hverv omfattet af § 16, skt. 1, litra f, jf. § 16, stk. 5, 5. pkt., i lov om kommunernes styrelse, at kommunalbestyrelsen – enten forud for den enkelte aktivitet eller ved en generel beslutning – har anmodet medlemmet om at varetage det pågældende hverv efter § 16, stk. 1, litra f.

Ligeledes var det efter ministeriets opfattelse en forudsætning, at kommunalbestyrelsen i henhold til § 16, stk. 5, 5. pkt., i lov om kommunernes styrelse – enten forud for den enkelte aktivitet eller ved en generel beslutning, hvor det er præcist angivet, at det pågældende hverv skal kunne begrunde udbetaling af erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste – har truffet beslutning om, at medlemmet vil kunne modtage erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste for varetagelsen af det pågældende hverv omfattet af § 16, stk. 1, litra f, i lov om kommunernes styrelse.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets skrivelse af 22. april 2025 til en kommune
- j.nr. 2025-1937.