25.5.2. Om en kommunes pligt til at yde vederlag til en sygemeldt stedfortræder

07-05-2025

Indenrigs- og Sundhedsministeriet tog i udtalelsen stilling til, om kommunalbestyrelsen havde pligt til at yde vederlag til en sygemeldt stedfortræder i en sammenhængende periode på indtil 9 måneder efter § 31, stk. 3, i vederlagsbekendtgørelsen.

Det følger af vederlagsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, at der til stedfortrædere i kommunalbestyrelsen, der ikke kun indkaldes for enkelte møder i kommunalbestyrelsen, ydes vederlag, erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse efter samme regler som til medlemmerne, dog kun forholdsmæssigt for den periode, hvor den pågældende midlertidigt er medlem af kommunalbestyrelsen.

Det var på den baggrund Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at stedfortræderen for et medlem, inden for den periode stedfortræderen er indkaldt for efter § 15, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, har samme rettigheder i henseende til vederlæggelsen som det medlem, stedfortræderen er indkaldt som stedfortræder for, jf. herved vederlagsbekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Er stedfortræderen for et medlem eksempelvis indkaldt for en periode på seks måneder, og varetager stedfortræderen for medlemmet hvervet i tre måneder, hvorefter stedfortræderen bliver syg, vil stedfortræderen således være berettiget til at modtage vederlag i indtil tre måneder, jf. § 31, stk. 3, jf. § 6, stk. 1, i vederlagsbekendtgørelsen.

Såfremt den forhindring, der ligger til grund for medlemmets fravær i henhold til vederlagsbekendtgørelsens § 31, stk. 3, udløber som forventet, eller såfremt forhindringen måtte blive af kortere varighed end forventet, har medlemmet pligt til at genindtræde, og stedfortræderen har ligeledes pligt til at udtræde af kommunalbestyrelsen. Dette følger af § 15, stk. 2 og 3, i lov om kommunernes styrelse. Stedfortræderens vederlag vil ophøre på tidspunktet for medlemmets genindtræden, jf. herved vederlagsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, 2. pkt.

Det var Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at samme principper måtte gælde for stedfortræderen for den fraværende stedfortræder.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets skrivelse af 7. maj 2025 til KL
- j.nr. 2025-2307.