En kommune ønskede oplysning om, hvorvidt udvalgsrammen kan overskrides i tilfælde af overtallige medlemmer, som en valggruppe vil være berettiget til som følge af suppleringsreglen i § 27, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse. Medarbejderen oplyste i den forbindelse, at kommunen i styrelsesvedtægten har fastsat et vederlag til menige medlemmer af de stående udvalg.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte blandt andet:
Såfremt der i et udvalg indvælges overtallige medlemmer i medfør af § 27, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse, vil også disse medlemmer skulle have samme vederlag som medlem af det pågældende udvalg som udvalgets øvrige medlemmer, når bortses fra formands- og næstformandshvervet, hvis disse hverv særskilt vederlægges, jf. vederlagsbekendtgørelsens § 7, stk. 7.
Efter vederlagsbekendtgørelsens § 7, stk. 4, omfatter udvalgspuljen de vederlag, der kan ydes efter vederlagsbekendtgørelsens § 7, stk. 1-3, dvs. samtlige udvalgsvederlag, der gives til de indvalgte udvalgsmedlemmer. Der ses ikke at være hjemmel i vederlagsbekendtgørelsen til at overskride udvalgspuljen som følge af de indvalgte overtallige udvalgsmedlemmer.
For så vidt angår spørgsmålet, om en kommune vil kunne få dispensation fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet til at overskride udvalgspuljen i denne situation, udtalte Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at ministeriet i almindelighed ikke vil have saglig grund til at meddele en sådan dispensation, og i hvert fald ikke i en situation som den foreliggende. Udvalgspuljen efter vederlagsbekendtgørelsens § 7, stk. 4, er differentieret imellem kommunernes størrelse og er tiltænkt anvendt til at dække samtlige udvalgsvederlag, der gives til de indvalgte udvalgsmedlemmer til de udvalg, der er nævnt i vederlagsbekendtgørelsens § 7, stk. 2. Det forhold, at der indvælges overtallige udvalgsmedlemmer i et udvalg i medfør af § 27, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse, vil kommunalbestyrelsen kunne tage højde for i sin årlige beslutning efter vederlagsbekendtgørelsens § 7, stk. 6, om fordeling af vederlag mellem udvalgene.
Det forhold, at kommunalbestyrelsen har valgt i sin styrelsesvedtægt at fastsætte udvalgsvederlagets størrelse til de enkelte medlemmer af udvalgene, må forstås under den forudsætning, at udvalgene skal have de medlemmer, der følger af styrelsesvedtægten. Når der i et udvalg indvælges overtallige medlemmer i henhold til suppleringsreglen i § 27, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse, kræver dette ikke nogen ændring af styrelsesvedtægten, jf. Hans B. Thomsen m.fl.: Lov om kommunernes styrelse med kommentarer, 3. udgave, 2022, side 508. På tilsvarende måde må det antages, at det forhold, at de vederlag, der fordeles til det pågældende udvalg i henhold til kommunalbestyrelsens beslutning i henhold til vederlagsbekendtgørelsens § 7, stk. 6, om fordeling af vederlag mellem udvalgene, skal fordeles ligeligt efter vederlagsbekendtgørelsens § 7, stk. 7, mellem det antal medlemmer, der nu er indvalgt i udvalget, inklusive de overtallige medlemmer, ikke kræver nogen ændring af styrelsesvedtægten. Styrelsesvedtægtens bestemmelser må således fortolkes inden for rammerne af den udvalgspulje, der er fastsat i bekendtgørelsen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets telefonnotat af 3. december 2025
- Center for Demokrati og Forvaltningsret, sagsnr. 2025-11944