Et medlem af Borgerrepræsentationen havde forespurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om, på hvilket tidspunkt efter barnets fødsel medlemmet kunne afholde sin resterende del af barselsperioden.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet afgav på forespørgsel fra et medlem fra Borgerrepræsentationen følgende udtalelse.
Det fremgår af 31, stk. 3, i den kommunale vederlagsbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1325 af 13. november 2025) og af § 27, stk. 3, i den regionale vederlagsbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1326 af 13. november 2025), at et kommunalbestyrelsesmedlem eller et regionsrådsmedlem ved fravær i en sammenhængende periode på grund af blandt andet barsel, hvor stedfortræderen er indkaldt af denne grund efter § 15, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, jf. for regionernes vedkommende tillige regionslovens § 12, stk. 1, har ret til vederlag i indtil 9 måneder.
Det er ikke direkte reguleret i § 15, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 69 af 23. januar 2024), hvornår en stedfortræder kan indkaldes, når forfaldsgrunden skyldes barsel.
Det er som anført i Økonomi- og Indenrigsministeriets udtalelse af 12. november 2013 (resumédatabasen 13.5.3) Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, ud fra en gennemgang af forarbejderne til bestemmelsen i § 15, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, herunder beskrivelsen af formålet med ændringen af bestemmelsen i 1991, at den periode, hvor der lovligt kan indkaldes stedfortræder på grund af barsel, tidsmæssigt skal knytte sig til barnets fødsel.
Efter en fornyet vurdering af sagen og på baggrund af ministeriets udtalelse af 12. november 2013 (resumédatabasen 13.5.3) og ministeriets notat af 7. marts 2023 (resumédatabasen 23.5.3) udtalte Indenrigs- og Sundhedsministeriet følgende:
Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse vil der som udgangspunkt foreligge den fornødne tidsmæssige tilknytning til fødslen, hvis et medlem af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet påbegynder sin fraværsperiode på grund af barsel i op til 9 måneder efter barnets fødsel. Dette gælder både for medlemmer, der alene er valgt til kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, og for medlemmer, der er valgt til begge organer.
Hvis fraværsperioden på højst 9 måneder deles op, hvilket et medlem er berettiget til, vil den tidsmæssige betingelse skulle være opfyldt for hver af de opdelte barselsperioder. Den resterende del af fraværsperioden vil således som udgangspunkt kunne påbegyndes i op til 9 måneder efter fødslen.
Det vil under alle omstændigheder være en forudsætning, at kommunalbestyrelsen eller regionsrådet foretager den konkrete vurdering af, om barselsperioden har den fornødne tidsmæssige tilknytning til barnets fødsel, og om betingelserne for vederlag uanset medlemmets fravær ud over den tidsmæssige tilknytning i øvrigt er opfyldt.
Samtidig er det Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at der som udgangspunkt ikke vil foreligge den fornødne tidsmæssige tilknytning til fødslen, når barselsperioden – eller den resterende del af barselsperioden – påbegyndes mere end 9 måneder efter barnets fødsel.
Det bemærkes dog, at der efter udløbet af tidsrummet på 9 måneder efter barnets fødsel vil kunne indgå en kortere periode på i almindelighed højst en måned til, at medlemmet foretager sine overvejelser og anmelder sit fravær over for kommunalbestyrelsen.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 19. december 2025 til et medlem af Borgerrepræsentationen, Center for Demokrati og Forvaltningsret
- sagsnr. 2024-5777