26.1.1. Kommunalbestyrelsens retningslinjer for virtuelle ordinære udvalgsmøder

16-01-2026

En kommune havde spurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om, hvorvidt kommunalbestyrelsen kunne fastsætte retningslinjer om, at det skulle være op til udvalgsformanden endeligt at afgøre, om et ordinært udvalgsmøde kunne afvikles virtuelt.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte følgende:

Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse vil det stride mod § 20, stk. 1, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse, hvis det ikke fremgår af udvalgenes mødeplan, hvorvidt et planlagt møde skal afholdes fysisk eller virtuelt, og at der først konkret skal tages stilling til dette inden hvert udvalgsmødes afholdelse.

Kommunalbestyrelsen vil således ikke kunne fastsætte retningslinjer for afholdelse af virtuelle møder, der indebærer, at det ikke fastsættes i udvalgenes mødeplan, hvorvidt et planlagt ordinært møde skal afholdes fysisk eller virtuelt, og at udvalgsformanden træffer beslutning herom før mødets afholdelse efter de af kommunalbestyrelsen fastsatte betingelser herfor.

Det vil efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse endvidere stride mod § 20, stk. 1, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse, hvis udvalgsformanden kan beslutte, at et ordinært møde, som efter mødeplanen skal afholdes fysisk, ændres til et virtuelt møde, selvom der ikke foreligger tungtvejende grunde.

Kommunalbestyrelsen vil således ikke kunne fastsætte retningslinjer for afholdelse af virtuelle møder, der indebærer, at udvalgsformanden kan træffe beslutning om at ændre et planlagt fysisk møde til et virtuelt møde, selvom der ikke foreligger tungtvejende grunde.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte som svar på et efterfølgende spørgsmål fra kommunen, at udvalgsformanden eller flertallet i udvalget vil kunne tillade, at enkelte medlemmer deltager virtuelt i et fysisk møde, medmindre kommunalbestyrelsen har fastsat retningslinjer, der afskærer denne mulighed.

Kommunalbestyrelsen ville f.eks. kunne fastsætte retningslinjer, der indebar, at ordinære møder aldrig kan afholdtes virtuelt

Selvom kommunalbestyrelsen i sine retningslinjer afskar muligheden for at planlægge ordinære virtuelle møder, der indebar, at alle medlemmer deltog virtuelt, og at der derfor skulle afholdes et fysisk møde, kunne kommunalbestyrelsen i retningslinjerne vælge at fastholde muligheden for, at enkelte udvalgsmedlemmer deltog virtuelt i det fysiske møde. 

Såfremt kommunalbestyrelsen alene havde fastsat i retningslinjerne, at ordinære møder ikke kunne afholdes som et virtuelt møde, ville det sandsynligvis komme an på en fortolkning af retningslinjerne, hvorvidt dette også afskar muligheden for, at enkelte medlemmer deltog virtuelt i et fysisk møde. Hvis kommunalbestyrelsen ønskede helt at afskære muligheden for, at udvalgsmedlemmer deltager virtuelt, vil det derfor efter ministeriets opfattelse være hensigtsmæssigt, at der blev taget specifikt stilling til dette i retningslinjerne fra kommunalbestyrelsen.

Kommunalbestyrelsen ville også kunne fastsætte retningslinjer, der indebar, at udvalgene kunne planlægge ordinære møder afholdt som virtuelle møder, men at såfremt et ordinært møde i udvalgets mødeplan var planlagt som et fysisk møde, kunne det ikke besluttes af formanden eller flertallet i udvalget, at enkelte medlemmer deltog virtuelt.  

Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 16. januar 2026 til en kommune
- sagsnr. 2025-12528

Indenrigs- og Sundhedsministeriets sammendrag af mails af 28. januar 2026 til en kommune
- sagsnr. 2025-12528