En region havde spurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet om mulighederne for delegation af afgørelseskompetence til de forberedende sundhedsråd i sager, der ligger uden for de opgaver, som er beskrevet i overgangslovens § 33. Dvs. sager, der ligger uden for varetagelse af den umiddelbare forvaltning af forberedelsen af varetagelsen fra den 1. januar 2027 af de opgaver, der skal ligge under sundhedsrådene.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte, at der som udgangspunkt gælder et almindeligt princip om fri delegation. Regionsrådet kan således overlade udøvelsen af sin kompetence til udvalg eller til den regionale administration, medmindre andet er fastsat eller forudsat i lovgivningen.
Spørgsmålet om delegation til de forberedende sundhedsråd af opgaver, der ligger uden for overgangslovens § 33, er ikke direkte reguleret i overgangsloven eller omtalt i bemærkningerne til loven.
Det er imidlertid efter ministeriets opfattelse forudsat i lovgivningen, at de forberedende sundhedsråd ikke kan varetage opgaver, som ikke har forberedende karakter, og som derfor ligger uden for overgangslovens § 33, og at sådanne opgaver således heller ikke kan delegeres til de forberedende sundhedsråd.
Ministeriet henviste til, at formålet med de forberedende sundhedsråd alene er at varetage forberedelsen af de nye opgaver, som regionerne forventes at overtage ansvaret for den 1. januar 2027, og forberedelsen af, at sundhedsrådene fra den 1. januar 2027 skal varetage den umiddelbare forvaltning af regionens anliggender på sundheds,- social- og specialundervisningsområdet.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets mail af 7. januar 2026 til en region
- sagsnr. 2026-217