26.1.3. Om indkaldelse af stedfortræder til det konstituerende møde

16-01-2026

Et medlem af en nyvalgt kommunalbestyrelse var fraflyttet kommunen dagen efter kommunalvalget og dermed inden kommunalbestyrelsens konstituerende møde.

Kommunen havde en række spørgsmål til Indenrigs- og Sundhedsministeriet i forbindelse med indkaldelse af stedfortræder til det konstituerende møde.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet fandt i den forbindelse anledning til at udtale sig generelt om, hvilke retsregler der regulerede spørgsmålet om indkaldelse af stedfortræder på det konstituerende møde.

Det er Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at bestemmelserne i kapitel 11 i lov om kommunale og regionale valg omhandler medlemmernes udtræden og stedfortræderes indtræden i valgperioden, jf. også formuleringen af § 104 i lov om kommunale og regionale valg, og at begrebet ”valgperioden” i kapitel 11 i lov om kommunale og regionale valg måtte forstås på samme måde som begrebet ”valgperioden” i § 6 i lov om kommunale og regionale valg. Et medlems udtræden som følge af fortabelse af valgbarhed forud for det konstituerende møde er herefter ikke reguleret af kapitel 11 i lov om kommunale og regionale valg.

Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse må det endvidere på baggrund af bestemmelsens forarbejder lægges til grund, at § 92, stk. 1, i lov om kommunale og regionale valg, hvorefter enhver, der er valgbar, har pligt til at modtage valg, ikke vedrører den situation, hvor medlemmet efter valgdagen mister sin valgbarhed.

Spørgsmålet om indkaldelse af stedfortræder til den nyvalgte kommunalbestyrelses konstituerende møde måtte herefter efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse anses for at være reguleret i § 15, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 69 af 23. januar 2024).

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte som svar på kommunens spørgsmål blandt andet følgende:

  1. Det er den nyvalgte kommunalbestyrelse, der i overensstemmelse med § 15, stk. 4, i lov om kommunernes styrelse på det konstituerende møde træffer beslutning om, hvorvidt betingelserne for stedfortræderens indtræden er til stede.
  2. Det er det medlem, der efter § 6, stk. 1, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse skal lede det konstituerende møde, og som også fastsætter tidspunktet for det konstituerende mødes afholdelse, der fastsætter dagsordenen for mødet.

Der er ingen udtrykkelige regler i lov om kommunernes styrelse for, hvornår spørgsmålet om indkaldelse af stedfortræder skal sættes på dagsordenen. Det vil imidlertid påhvile den, der indkalder til og leder mødet, at sikre sig, at den rette kreds af medlemmer har mulighed for at deltage i hele mødet. Den, der indkalder til og leder mødet, vil derfor være forpligtet til at sætte spørgsmålet om indkaldelse af stedfortræder først på dagsordenen, hvis vedkommende har anledning til at antage, at der opstår spørgsmål om indkaldelse af stedfortræder. Dette gælder navnlig, hvis kandidatlisten har krævet stedfortræderen indkaldt inden mødets begyndelse. Under alle omstændigheder tilkommer det den samlede kommunalbestyrelse på mødet at tage stilling til den endelige dagsorden, herunder til rækkefølgen af punkterne på mødet.

  1. Efter § 15, stk. 1, sidste pkt., i lov om kommunernes styrelse kan stedfortræderen selv kræve sig indkaldt, når der ikke er et på den pågældende kandidatliste valgt medlem, som er i stand til at kræve stedfortræderen indkaldt. En stedfortræder kan således selv kræve sig indkaldt, når kandidatlistens eneste medlem af kommunalbestyrelsen er forhindret i at deltage i det konstituerende møde.
  2. En stedfortræder, der er indkaldt i medfør af § 15, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, er kun indkaldt til det konstituerende møde.

Det må tilkomme den nyvalgte kommunalbestyrelse på sit første ordinære møde i januar måned at træffe afgørelse om, hvorvidt det valgte fraflyttede medlem har mistet sin valgbarhed, jf. § 100, stk. 2, i lov om kommunale og regionale valg, med den konsekvens, at vedkommende stedfortræder indtræder som et permanent medlem af den nyvalgte kommunalbestyrelse efter reglerne i § 91, jf. § 104, i lov om kommunale og regionale valg.

  1. En stedfortræder, der er indkaldt til det konstituerende møde i medfør af § 15, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, er alene indkaldt som stedfortræder til det konstituerende møde og kan følgelig ikke vælges som permanent medlem af økonomiudvalg og stående udvalg m.v.

Derimod vil den nyvalgte kommunalbestyrelse kunne vælge det fraflyttede medlem, idet den nyvalgte kommunalbestyrelse endnu ikke har truffet afgørelse om, at medlemmet har mistet sin valgbarhed, jf. § 100 i lov om kommunale og regionale valg, og medlemmet dermed formelt set stadig opfylder valgbarhedsbetingelserne, jf. ovenfor, som medlem af økonomiudvalg og stående udvalg m.v.

Såfremt den nyvalgte kommunalbestyrelse på sit første ordinære møde træffer afgørelse om, at det fraflyttede medlem har mistet sin valgbarhed, med den konsekvens, at stedfortræderen indtræder som medlem, jf. § 100, stk. 2, og § 104 i lov om kommunale og regionale valg, vil stedfortræderen kunne vælges som medlem af økonomiudvalg og stående udvalg m.v.

Spørgsmålet om besættelse af den ledige plads i udvalget som følge af, at det fraflyttede medlem har mistet sin valgbarhed, må herefter afgøres efter reglerne i § 28, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse.

Den ledigblevne plads besættes således af den samme gruppe, hvori medlemmet er indvalgt, dvs. af den gruppe, hvori stedfortræderen nu er indvalgt.

  1. Angivelsen i beslutningsprotokollen af de medlemmer, der er valgt til hvilke pladser i udvalg m.v., skal efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse indeholde en sikker og éntydig identifikation af det valgte medlem og af den plads, medlemmet er valgt til. Lov om kommunernes styrelse indeholder ikke i øvrigt nærmere regler om, hvorledes angivelsen i beslutningsprotokollen skal finde sted.

Efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse er der ikke krav om, at medlemmets navn skal angives, hvis angivelsen i øvrigt indeholder en sikker og éntydig identifikation af det valgte medlem, jf. herved resumédatabasen 89.1.3.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets notat af 16. januar 2026 vedr. en henvendelse fra en kommune
- sagsnr. 2026-825.