1. En kommune havde spurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, om der var områder, der skulle løses i sundhedsrådene og derfor var undtaget fra standsningsretten, jf. § 23, 2. pkt., i lov om kommunernes styrelse, hvorefter standsningsretten ikke gælder afgørelser, der ved lovgivning er henlagt til udvalget.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte blandt andet, at sundhedsrådene skulle varetage den umiddelbare forvaltning af de af regionens anliggender inden for sundheds-, social- og specialundervisningsområdet, der henhørte under sundhedsrådets geografisk afgrænsede område, jf. regionslovens § 14 c, stk. 1, og at regionsloven ikke tillagde sundhedsrådene selvstændig beslutningskompetence i den forstand, at sundhedsrådets beslutninger i bestemte sager ikke var omfattet af standsningsretten, jf. regionslovens § 14 o, jf. § 23 i lov om kommunernes styrelse.
2. Kommunen havde videre spurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, om sundhedsrådene ville kunne træffe beslutning i enighed eller ved aftale om udførelse af opgaver, hvor kommunerne havde det formelle myndighedsansvar.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte hertil blandt andet, at sundhedsrådenes myndighedsområde alene omfattede de af regionens anliggender inden for sundheds-, social- og specialundervisningsområdet, der henhørte under det enkelte sundhedsråds geografisk afgrænsede område, jf. regionslovens § 14 c, stk. 1. Et myndighedsområde, som alene var en kommunes anliggender, ville således ikke være omfattet af sundhedsrådenes myndighedsområde. I en sag, der både involverede kommunale og regionale anliggender, ville sundhedsrådet alene kunne træffe beslutning for så vidt angår de regionale anliggender, og det ville alene være denne beslutning, der i overensstemmelse med regionslovens § 14 o kunne indbringes for regionsrådet.
26.1.5. Indenrigs- og Sundhedsministeriets mail af 22. januar 2026 til en kommune, Center for Demokrati og Forvaltningsret, sagsnr. 2025-11870