26.5.2. Om en genvalgt udvalgsformands mulighed for eftervederlag

15-01-2026

En kommune havde spurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, i hvilke situationer en formand for et stående udvalg ville have ret til eftervederlag, jf. vederlagsbekendtgørelsens § 11. Situationen var den, at en ny funktionsperiode påbegyndtes pr. 1. januar 2026.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte blandt andet:

1. For så vidt angår den situation, hvor formanden for det stående udvalg genvælges som formand på det nyvalgte udvalgs konstituerende møde efter den nyvalgte kommunalbestyrelses konstituerende møde, vil udvalget den 1. januar 2026, hvor det nyvalgte udvalgs funktionsperiode påbegyndes, have samme formand som det tidligere udvalg. I den situation vil udvalgsformanden ikke være fratrådt sit hverv som udvalgsformand og følgelig ikke have ret til eftervederlag med virkning fra den 1. januar 2026.

Ligeledes vil udvalgsformanden i denne situation have ret til fortsat optjening af sit eftervederlag, idet det ved beregningen af eftervederlaget udelukkende er funktionstidens varighed, der er afgørende – ikke dens fordeling på kalenderår, jf. herved også resumédatabasen 23.5.6.

2. For så vidt angår den situation, hvor formanden for det stående udvalg genvælges som formand på udvalgets ordinære møde i januar, uden at udvalget forinden har valgt en ny udvalgsformand, vil udvalget i perioden fra den 1. januar 2026, hvor det nyvalgte udvalgs funktionsperiode påbegyndes, være uden formand, indtil udvalget på sit ordinære møde i januar har genvalgt formanden. I denne situation vil udvalgsformanden ikke skulle anses for at have fratrådt hvervet den 31. december 2025 og vil derfor ikke have ret til eftervederlag med virkning fra den 1. januar 2026.

Det vil dog være en forudsætning for ikke at anse udvalgsformanden for fratrådt den 31. december 2025, at man på dette tidspunkt er bekendt med, at udvalgsformanden bliver valgt som udvalgsformand for det pågældende udvalg, jf. principperne i ministeriets telefonreferat af 9. januar 2007, offentliggjort i resumédatabasen 07.5.6. Denne forudsætning er opfyldt i dette tilfælde.

3. Såfremt udvalget på sit ordinære møde i januar imidlertid vælger en anden person som formand, må udvalgsformanden dog betragtes som værende fratrådt hvervet den 31. december 2025 og være berettiget til eftervederlag med virkning fra den 1. januar 2026 i overensstemmelse med de øvrige betingelser i vederlagsbekendtgørelsens § 11.

4. For så vidt angår den situation, hvor det nyvalgte udvalg på sit konstituerende møde – der afholdes efter den nyvalgte kommunalbestyrelses konstituerende møde – vælger en ny formand, og udvalget herefter på sit første ordinære møde i januar på ny vælger den tidligere udvalgsformand som udvalgsformand, varetages hvervet som udvalgsformand i perioden fra den 1. januar 2026, hvor det nyvalgte udvalgs funktionsperiode påbegyndes, og indtil udvalgets første ordinære møde i januar, af den nye udvalgsformand. I denne situation vil formanden for det stående udvalg skulle betragtes som fratrådt den 31. december 2025, og den nyvalgte formand anses for tiltrådt 1. januar 2026. Den fratrådte formand vil i den situation have ret til eftervederlag den 1. januar 2026 i overensstemmelse med de øvrige betingelser i vederlagsbekendtgørelsens § 11.

Det tilføjes, at såfremt udvalget på sit konstituerende møde i december måned alene havde valgt en midlertidig formand, indtil udvalget på sit første ordinære møde i januar måned kunne genvælge sin formand, vil udvalgsformanden ikke kunne betragtes som fratrådt den 31. december 2025 og dermed ikke have ret til eftervederlag den 1. januar 2026.

Indenrigs- og Sundhedsministeriets telefonnotat af 15. januar 2026, Center for Demokrati og Forvaltningsret
- sagsnr. 2025 - 12014