Udtalt, at Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 472 af 20. juni 1991 om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme ikke udelukker, at en kommune som et vilkår i forbindelse med et offentligt udbud kan fastsætte en bindende frist for tilbudsgivning. En sådan frist kan imidlertid ikke tillægges den virkning, at ethvert tilbud, der indkommer efter fristens udløb, kan afvises alene som følge heraf. Dette hænger sammen med, at kommunal ejendom som udgangspunkt skal sælges til markedsprisen, dvs. den højeste pris, der kan opnås i handel og vandel.
Kommunen må, når fristen for tilbudsgivning er udløbet, vurdere tilbudene og herunder tage stilling til, om samtlige tilbud bør forkastes. Baggrunden for en forkastelse af tilbudene kan naturligvis være, at kommunen på grundlag af ejendomsværdien, ejendomsmæglervurderinger el.lign. finder, at tilbudene er for lave. Baggrunden vil imidlertid også kunne være, at kommunen efterfølgende har modtaget et bedre tilbud.
Har en kommune således efter udløbet af en bindende frist for tilbudsgivning, men inden salg har fundet sted, modtaget et tilbud, der ikke blot ubetydeligt overstiger det højeste rettidigt indgivne tilbud, må kommunen normalt forkaste de indgivne tilbud. Hvis kommunen fortsat ønsker at afhænde ejendommen, må ejendommen herefter på ny annonceres til salg.
Fastsættelse af en bindende frist kan derfor medføre, at kommunen, hvis der efter fristens udløb er indkommet et væsentligt bedre tilbud, må foretage fornyet offentligt udbud. Det er dermed også i tilfælde, hvor der fastsættes en bindende frist for tilbudsgivning, af væsentlig betydning, at der gælder et krav om fortrolighed om indgivne købstilbud, jf. bekendtgørelsens § 4.
Indenrigsministeriets skrivelse af 3. september 1992 til et byråd
- 1. k.kt. j.nr. 1992/1078/743-1