På baggrund af Folketingets Ombudsmands redegørelse af 10. maj 1994 for sin retsopfattelse vedrørende spørgsmålet om anvendelse af forvaltningslovens regler på de kommunale tilsynsmyndigheders sager, jf. FOB 1994.143, Indenrigsministeriets senere brev af 17. april 1998 til ombudsmanden om sin vurdering af retstilstanden på området og et møde afholdt den 10. juni 1998 mellem ombudsmanden og Indenrigsministeriet skrev Indenrigsministeriet den 28. august 1998 blandt andet følgende til samtlige tilsynsråd:
De kommunale tilsynsmyndigheders sager kan i relation til forvaltningslovens afgørelsesbegreb deles op i tre kategorier:
Kategori 1
Denne kategori omfatter sager, som tilsynsmyndigheden – uden at der er taget nærmere skridt til at oplyse sagen eller anlægge konkrete retlige betragtninger – afviser at realitetsbehandle.
Sådanne sager kan ikke betragtes som afgørelsessager i forvaltningslovens forstand.
God forvaltningsskik tilsiger imidlertid i disse situationer, at borgeren får et svar fra tilsynsmyndigheden, der i det væsentlige opfylder begrundelseskravene i forvaltningslovens § 24.
Kategori 2
Denne kategori omfatter sager, hvor det på forhånd er klart, at tilsynsmyndigheden ikke har mulighed for at anvende sanktioner, og hvor det i kvitteringsbrevet til borgeren meddeles, at der ikke vil kunne anvendes sanktioner.
Tilsynsmyndighedens konstatering af, at styrelseslovens betingelser for at anvende sanktioner ikke er opfyldt, er en beslutning, der endeligt normerer retstilstanden i den konkrete sag. Denne beslutning om ikke at anvende sanktioner har derfor karakter af en afgørelse i forvaltningslovens forstand.
Det forhold, at tilsynsmyndigheden på denne måde har truffet en afgørelse, indebærer imidlertid ikke, at tilsynsmyndighedens efterfølgende behandling af sagen med henblik på afgivelse af en vejledende udtalelse om lovligheden af en disposition må anses for en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand. I forløbet efter meddelelsen til borgeren om, at der ikke kan anvendes sanktioner, vil det dog følge af god forvaltningsskik, at tilsynsmyndigheden efter omstændighederne partshører borgeren, giver borgeren en begrundelse, der i det væsentlige opfylder kravene i forvaltningslovens § 24 m.v. Spørgsmålet om forvaltningslovens anvendelse i disse tilfælde er derfor af begrænset praktisk betydning.
Kategori 3
Denne kategori omfatter alle øvrige sager, som tilsynsmyndigheden realitetsbehandler.
Alle beslutninger, der træffes af tilsynsmyndigheden om iværksættelse eller ikke-iværksættelse af sanktioner, har karakter af afgørelser i forvaltningslovens forstand.
Det betyder, at der vil være tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand i alle de tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden har blot en mulighed for at anvende sanktioner, og hvor tilsynsmyndighedens behandling af sagen således kan munde ud i en retligt forpligtende afgørelse.
I de tilfælde, hvor tilsynsmyndigheden først tager stilling til, om der kan anvendes sanktioner i henhold til den kommunale styrelseslov, samtidig med at tilsynsmyndigheden afgiver en vejledende udtalelse, er der således i hele forløbet tale om en afgørelsessag i forvaltningslovens forstand.
Indenrigsministeriets brev af 28. august 1998 til samtlige tilsynsråd
- 1. kommunekontor, j.nr. 1997/1029-2
Indenrigsministeriets brev af 17. april 1998 til Folketingets Ombudsmand
- 1. kommunekontor, j. nr. 1997-1029-2