1. KL havde rettet henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet vedrørende spørgsmålet om opkrævning af morarenter efter gebyrloven ved tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet oplyste bl.a., at betingelserne for, at en kommunalbestyrelse kunne træffe beslutning om morarenter efter gebyrlovens § 3 ved for sen betaling af en ydelse, er, at der ikke i den øvrige lovgivning var særlige regler om opkrævning af morarenter ved for sen betaling af den omhandlede ydelse, at den omhandlede ydelse var tillagt udpantningsret, og at den omhandlede ydelse opkrævedes af kommunen. Indenrigsministeriet oplyste videre, at betegnelsen ”opkræve” benyttedes i gebyrloven i forbindelse med en kommunes egne krav, mens betegnelsen ”inddrive” anvendtes i relation til en anden myndigheds krav. Gebyrlovens § 3 om opkrævning af morarenter fandt således alene anvendelse, når der var tale om krav, for hvilke kommunen var kreditor.
By- og Boligministeriet havde for så vidt angår de i § 75, stk. 1, i lov om individuel boligstøtte omtalte arter af boligstøtte, som en borger har modtaget uretmæssigt, oplyst over for ministeriet, at en kommune var berettiget til hele tilbagebetalingsbeløbet vedrørende uretmæssigt modtaget boligsikring eller boligydelse, efterhånden som det indgik. Under henvisning til, at en kommune var berettiget til hele tilbagebetalingsbeløbet, var det Indenrigsministeriets opfattelse, at kommunen i henhold til gebyrloven måtte anses for at være kreditor i relation til krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt boligsikring eller boligstøtte. Indenrigsministeriet var derfor af den opfattelse, at kommunalbestyrelsen kunne bestemme, at gebyrlovens § 3 om morarenter skulle finde anvendelse ved for sen tilbagebetaling af for meget udbetalt boligstøtte.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet bemærkede endvidere, at det efter gebyrloven var en forudsætning for opkrævning af morarenter, at tilbagebetalingskravet var forfaldent, og at den pågældende ydelse er betalt for sent.
2. KL havde endvidere rettet henvendelse til Indenrigsministeriet vedrørende en afgørelse fra Det Sociale Nævn for Københavns Amt, hvorefter en kommune ikke havde hjemmel til at påligne ekspeditionsgebyr i forbindelse med udsendelse af rykkerskrivelse, idet der ikke på tidspunktet for udsendelse af rykkerskrivelsen var taget stilling til skyldnerens betalingsevne.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet – der ikke kunne tage stilling til nævnets afgørelser – oplyste generelt, at betingelserne for, at en kommunalbestyrelse for en given ydelse kunne træffe beslutning om opkrævning af gebyrer ved udsendelse af erindringsskrivelser i henhold til gebyrloven, var, at der ikke i den øvrige lovgivning var særlige regler om opkrævning af gebyrer ved udsendelse af erindringsskrivelser, at den omhandlede ydelse i lovgivningen var tillagt udpantningsret, og at den omhandlede ydelse opkræves eller inddrives af kommunen.
Det var endvidere en betingelse for at opkræve gebyr, at den pågældende ydelse ikke er betalt rettidigt. I tilfælde af, at en vurdering af skyldnerens betalingsevne var påkrævet, før der kunne tages stilling til, om et krav var forfaldent, og ydelsen derfor ikke, før en sådan vurdering var foretaget, kunne anses for betalt for sent, ville der således ikke kunne opkræves gebyr for erindringsskrivelser i medfør af gebyrloven.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 25. marts 2002 til KL
- 4. kommunekontor, j. nr. 2002/1170-19