En kommunalbestyrelse havde truffet beslutning om at indsætte en midlertidig forretningsfører for et alment boligselskab i medfør af § 165, stk. 2 og 3, i lov om almene boliger mv.
Udtalt, at ministeriet fandt, at der i sagen ikke var fysiske eller juridiske personer, der havde partsstatus i kommunens sag, og at kommunen som følge heraf ikke havde tilsidesat pligten til at partshøre i forbindelse med kommunens beslutning om at indsætte en midlertidig forretningsfører for et alment boligselskab.
Ministeriet lagde på baggrund af sagens oplysninger til grund, at der på tidspunktet for kommunalbestyrelsens beslutning om at udnævne en midlertidig forretningsfører ikke var etableret en lovlig og funktionsdygtig bestyrelse eller repræsentantskab i det almene boligselskab, der har været kompetente til at træffe retligt bindende beslutninger på boligselskabets vegne, og at spørgsmålet om en eventuel partshøringspligt i forhold til en bestyrelse og/eller et repræsentantskab for boligselskabet allerede af den grund ikke var aktuelt.
I forhold til spørgsmålet om en eventuel pligt til at partshøre de enkelte beboere i boligselskabet var det ministeriets opfattelse, at kommunen ikke havde været forpligtet til at foretage partshøring af de enkelte beboere, da disse ikke havde en sådan væsentlig og individuel interesse i kommunens beslutning om at udpege en midlertidig forretningsfører, at de havde partsstatus i sagen.
Ministeriet lagde vægt på, at de enkelte beboere i boligselskabet hverken var adressater for eller klageberettigede i relation til kommunalbestyrelsens beslutning om at udnævne en midlertidig forretningsfører. De enkelte beboeres interesse i kommunalbestyrelsens beslutning var efter ministeriets opfattelse af almen karakter. Ministeriet bemærkede endvidere, at den omstændighed, at der ikke var etableret en lovlig og funktionsdygtig bestyrelse og et repræsentantskab i boligselskabet, hvorigennem beboerne kunne udøve deres adgang til beboerdemokrati, ikke i denne situation havde den afledede effekt, at den enkelte beboer opnåede partsstatus i relation til afgørelser, hvor en bestyrelse eller et repræsentantskab kunne tænkes at ville have partsstatus.
Desuden udtalt, at der – havde der været fysiske eller juridiske personer med partsstatus i sagen – ikke var grundlag for at antage, at der skulle være en pligt til at foretage en udvidet partshøring.
Ministeriet lagde herved vægt på, at der hverken i den juridiske litteratur eller i praksis efter ministeriets opfattelse var fornødent grundlag for at fastslå en pligt til udvidet partshøring på dette område.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets brev af 25. juli 2011 til en kommune
– j.nr. 1008744