En kommune havde spurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, om bestemmelsen i § 16, stk. 11, litra a, i lov om kommunernes styrelse skulle fortolkes således, at kommunalbestyrelsen i en situation, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem, der boede lige ved siden af mødestedet, kørte fra sin arbejdsplads til mødestedet og derefter kørte fra mødestedet til sin bopæl, alene havde en pligt til med udgangspunkt i et ”merafstandsprincip” at yde befordringsgodtgørelse for de merudgifter, som det pågældende medlem havde haft ved at køre fra arbejdsstedet til mødestedet i stedet for at køre direkte til sin bopæl.
Kommunen havde stillet samme spørgsmål for så vidt angik den sammenlignelige situation, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem, der boede lige ved siden af mødestedet, kørte fra sin bopæl til mødestedet og derefter kørte fra mødestedet til sit arbejdssted.
Kommunalbestyrelsen har efter § 16, stk. 11, litra a, i lov om kommunernes styrelse pligt til at yde befordringsgodtgørelse for transport fra bopælen til det sted, hvor det kommunale hverv udøves (mødestedet), og fra mødestedet til bopælen. Kommunalbestyrelsens pligt til at yde befordringsgodtgørelse gælder ligeledes for transport fra et arbejdssted, uddannelsessted eller et andet opholdssted til mødestedet, og for transport fra mødestedet til et arbejdssted, uddannelsessted eller et andet opholdssted.
Det er i disse tilfælde som anført i vederlagsvejledningen en forudsætning, at medlemmet uanset transportafstanden har mødepligt, eller at afstanden ikke er så betydelig, at medlemmet af den grund ikke har ret til befordringsgodtgørelse.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte herefter, at der ikke i bestemmelsen kan indlægges en forudsætning om, at der med udgangspunkt i et ”merafstandsprincip” alene kan godtgøres kommunalbestyrelsesmedlemmet de merudgifter, som medlemmet påføres ved at køre fra arbejdsstedet, uddannelsesstedet eller opholdsstedet til mødestedet i stedet for at køre direkte til sin bopæl eller tilsvarende alene de merudgifter, som medlemmet påføres ved at køre fra mødestedet til arbejdsstedet, uddannelsesstedet eller opholdsstedet i stedet for at køre direkte fra sin bopæl.
Såfremt kommunalbestyrelsen efter bestemmelsen har pligt til at yde befordringsgodtgørelse, omfatter denne pligt medlemmets positive udgifter til befordringen i sin helhed og ikke kun medlemmets merudgifter.
Spørgsmålet var herefter, i hvilke situationer kommunalbestyrelsen efter § 16, stk. 11, litra a, i lov om kommunernes styrelse har pligt til at yde befordringsgodtgørelse.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte blandt andet, at det er en forudsætning, at medlemmet rent faktisk kører direkte til mødestedet fra arbejdsstedet, uddannelsesstedet eller opholdsstedet eller tilsvarende kører direkte fra mødestedet til arbejdsstedet, uddannelsesstedet eller opholdsstedet og ikke først kører til medlemmets bopæl. Kører medlemmet først til sin bopæl for derefter at køre videre til mødestedet, omfatter pligten til at yde befordringsgodtgørelse alene medlemmets positive udgifter ved kørsel fra bopælen til mødestedet. Hvis medlemmet fra mødestedet først kører til sin bopæl for derefter at køre videre til arbejdsstedet, uddannelsesstedet eller opholdsstedet, gælder det tilsvarende, at pligten til at yde befordringsgodtgørelse alene omfatter medlemmets positive udgifter ved kørsel fra mødestedet til bopælen. Helt korte stop på bopælen kan der i begge situationer dog ses bort fra.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet udtalte herefter, at det er en yderligere forudsætning for befordringsgodtgørelse, at det pågældende medlems befordring, som der ønskes udgiftsgodtgørelse for, har været begrundet i varetagelsen af det kommunale hverv, herunder at medlemmet ikke ville have afholdt i det væsentlige tilsvarende udgifter i forbindelse med transport fra medlemmets arbejdssted, uddannelsessted eller opholdssted til hjemmet, hvis medlemmet ikke skulle have deltaget i mødet.
Det var på den baggrund Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at kommunalbestyrelsen ikke har en pligt til at yde befordringsgodtgørelse til et kommunalbestyrelsesmedlem, der bor i så nær tilknytning til mødestedet, at medlemmet ville have afholdt i det væsentlige tilsvarende udgifter i forbindelse med transport fra sit arbejdssted, uddannelsessted eller et andet opholdssted til hjemmet, hvis medlemmet ikke skulle have deltaget i mødet. Således har kommunalbestyrelsesmedlemmet i denne situation ikke krav på befordringsgodtgørelse fra arbejdsstedet, uddannelsesstedet eller et andet opholdssted til mødestedet. Ministeriet bemærkede dog, at hvis mødet ligger på et tidspunkt, hvor medlemmet skal køre frem og tilbage mellem sit arbejdssted, uddannelsessted eller et andet opholdssted og mødestedet, har kommunalbestyrelsen en pligt til at yde befordringsgodtgørelse begge veje.
Det var Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse, at tilsvarende principper måtte gælde for den situation, hvor et kommunalbestyrelsesmedlem efter afholdelsen af mødet kører fra mødestedet til sit arbejdssted, uddannelsessted eller et andet opholdssted.
Der er i begge situationer overladt kommunalbestyrelsen et skøn ved vurderingen af, om medlemmet ville have afholdt i det væsentlige tilsvarende udgifter i forbindelse med transport.
Indenrigs- og Sundhedsministeriets skrivelse af 13. marts 2024 til en kommune
- Forvaltningsjura, j.nr. 2023-5380.