Trafikministeriet havde rettet henvendelse til Indenrigsministeriet angående en klage over en kommunes opkrævning af pladsleje i en lystbådehavn.
Indenrigsministeriet udtalte blandt andet, at det fremgik af trafikhavnelovens § 6, at klager over forvaltningen af en kommunalt styret trafikhavn kunne indgives til trafikministeren. Afgørelsen af, om der lovligt kunne fastsættes forskellige takster for bådpladser til borgere i og uden for kommunen, måtte på den baggrund efter Indenrigsministeriets opfattelse træffes af Trafikministeriet på grundlag af Trafikministeriets lovgivning, herunder almindelige offentligretlige retsgrundsætninger som f.eks. lighedsgrundsætningen.
For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt en kommune kunne yde tilskud til en kommunalt styret trafikhavn, måtte det efter Indenrigsministeriets opfattelse først og fremmest afklares, om der i den lovgivning, der henhørte under Trafikministeriet, var hjemmel til eller noget til hinder for, at en kommune ydede tilskud til en trafikhavn, herunder til en sådan havns lystbådehavn. Såfremt der i Trafikministeriets lovgivning hverken var hjemmel til eller noget til hinder for, at kommuner ydede sådanne tilskud, måtte spørgsmålet afgøres ud fra de almindelige retsgrundsætninger, der specielt gjaldt for kommunernes opgavevaretagelse.
Indenrigsministeriet udtalte sig herefter generelt om kommunes adgang til på ulovbestemt tilskud at yde tilskud til lystbådehavne.
Kommuner antoges med hjemmel i de almindelige retsgrundsætninger om kommunernes opgavevaretagelse at kunne yde tilskud til sports- og idrætsaktiviteter, herunder til etablering og drift af lystbådehavne.
Såfremt kommunal støtte til idrætsaktiviteter blev ydet gennem en forening, en institution eller lignende, der også varetog opgaver, som en kommune ikke kunne støtte, skulle kommunen sikre sig, at støtten alene kom de opgaver til gode, som kommunen kunne støtte. Det bemærkes, at en kommune ikke kunne støtte aktiviteter, der havde erhvervsøkonomisk formål.
Det var endvidere en betingelse for kommunal støtte til fritidsaktiviteter i ikke-kommunalt regi, at aktiviteterne stilledes til rådighed for borgerne efter samme kriterier, som en kommune skulle lægge til grund, såfremt aktiviteten blev varetaget af kommunen selv.
En kommune antoges ikke at være forpligtet til at stille serviceydelser, der varetages pa ulovbestemt grundlag, til rådighed for andre end kommunens egne borgere. Baggrunden herfor var, at kommunale ydelser som udgangspunkt skulle komme det kommunale fællesskab til gode, medmindre andet var fastsat i lovgivningen. En kommune er på den anden side ikke afskåret fra også at lade borgere, der ikke var bosat i kommunen, benytte f eks kommunale idrætsfaciliteter En kommune kunne dog ikke tilvejebringe idrætsfaciliteter specielt med henblik pa at betjene andre end kommunens borgere.
Det var endvidere ministeriets opfattelse, at en kommune, der valgte også at stille idrætsfaciliteter til rådighed for andre kommuners borgere - som en mindre indgribende foranstaltning end helt at udelukke borgere fra andre kommune - normalt ville kunne differentiere taksterne for benyttelse af idrætsfaciliteterne således, at borgere med bopæl uden for kommunen afkrævedes større betaling end borgere med bopæl i kommunen. Det var imidlertid bl.a. en betingelse, at der ikke af den enkelte blev opkrævet et større beløb, end hvad der svarede til kommunens gennemsnitlige udgift pr. bruger til opretholdelsen af idrætsfaciliteterne, idet formålet med at lade andre kommuners borgere benytte en idrætsfacilitet ikke måtte være af erhvervsøkonomisk art.
Indenrigsministeriet tilkendegav, at ministeriet med ovenstående ikke havde udtalt sig om, på hvilket grundlag kommunalt styrede trafikhavnes takster skulle fastsættes.
Indenrigsministeriets skrivelse af 18. december 1992 til Trafikministeriet, 2. kommunekontor, j.nr. 1992/1115-10